Frisk luft og kogt saltvand som kur mod den spanske syge

Limfjordsmuseets nye museumsinspektør Jake Hubert Gardiner kigger på baggrund af corona-krisen 100 år tilbage - til dengang Løgstør også var ramt af pandemi

19. april 2020 kl. 10.51

LØGSTØR: For Limfjordsmuseet plejer påskeferien at være en travl tid med sæsonåbning, formidlingsaktiviteter og ikke mindst Muslingehøstfesten.

Situationen med Covid-19 har imidlertid sat Løgstør på standby, og Limfjordsmuseets nye museumsinspektør, Jake Hubert Gardiner, har derfor har haft god tid til at se på, hvordan Løgstør Avis berettede

om den spanske syge i Løgstør for præcis 100 år siden.

- Jeg vil jo allerhelst have liv i byen og på museet. Men skal jeg se positivt på situationen, så får jeg jo lidt mere tid til at nørde historie på denne måde, noterer Jake Hubert Gardiner.

I Danmark kom den spanske syge i tre bølger mellem 1918-1920, og mellem 15.000 og 18.000 danskere mistede livet.

Løgstør Avis rapporterede flittigt om sygdommens spredning fra København og til resten af Danmark, men det var først under den tredje bølge, at avisen første gang berettede om den spanske syge i Løgstør.

25. februar 1920 var 34 personer i Løgstør by og 211 i landsognene smittet, og 12. maj samme år angav Løgstør Avis ”nogle lette Forsigtighedsregler” til lokalbefolkningen:

”Den Spanske” hjemsøger atter Løgstøregnen – særlig ved Løgsted hvor Skolen har maattet lukkes paa Grund af Sygdommen. For at videre Udbredelse af Sygdommen kan forebygges, bør nogle lette Forsigtighedsregler iagttages: 1) Dybe Ind- og udaandinger i frisk Luft er et virksomt desinficerende Middel. 2) Ligesaa gennemført Renlighed, navnlig med hyppig Vaskning af Hænder samt Rensning af Negle (Smuds under Neglene er et af de værste Tilholdssteder for farlige Smitte). Til Rensning af Næse- Svælg- og Mundhulde er kogt Vand, tilsat en Smule Salt, et lige saa simpelt som ypperligt Middel. Til Desinfektion af Værelser er Eukalyptusolie fortrinlig”.

Om anbefalingerne virkede melder historien ikke noget om.

Jake Hubert Gardiner vil dog ikke anbefale frisk luft, kogt vand og eukalyptusolie som lægemiddel mod coronavirussen i dag:

- Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg læste de påståede desinficerende forsigtighedsregler. Men de gamle anbefalinger fortæller os om, at man nok var desperat. Der var ingen kur mod den spanske syge. Og lægerne forsøgte sig med alverdens midler. Lige fra portvin og cigarrøg til åreladning med igler, fortæller Jake Hubert Gardiner, der alligevel kan se en mening med forsigtighedsreglerne:

- Man skal selvfølgelig tage rådene med et gran salt. Hensigten har nok først og fremmest været at berolige befolkningen. Men det første råd ligger heller ikke meget langt fra Sundhedsstyrelsens råd for den mentale sundhed.

- Vi skal huske at holde os aktive og komme ud i den friske luft. Og selvom museet i øjeblikket er lukket, kan jeg se fra mit kontor, at området omkring vores største museumsgenstand Frederik den VII’s Kanal er flittigt besøgt.

- Det viser, at vores kultur- og naturarv i den grad er et middel til at passe på vores mentale sundhed, bemærker Jake Hubert Gardiner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste