Fredningslov fejres i Frendrup
FRENDRUP: I år er det 100 år siden Danmark fik en naturfredningslov.
Det fejrer Danmarks Naturfredningsforening i Rebild på søndag, når organisationen på "Skovens Dag" inviterer på tur til Frendrup Skov, som er den seneste fredning i Rebild Kommune.
På turen rundt i den urørte skov vil frivillige fra DN Rebild orientere om fredninger generelt - og specielt om fredningen af Frendrup Skov.
Hvorfor er det stadig nødvendigt at frede naturområder? Hvorfor skal vi have mere skov i Danmark? Hvorfor er urørt skov særlig vigtig? Kan vi undvære produktionsskov? Og hvad er den nye trend omkring "vildere skovlandskaber med store græssere"?
Det er bare nogle af de spørgsmål, arrangørerne håber at få sat fokus på i forbindelse med arrangementet i den spændende skov, som egentlig er et tilgroet hedeareal.
DN Rebild håber på dejligt forårsvejr, så skoven kan tage sig ud fra sin bedste side - og så deltagerne kan nyde deres medbragte kaffe og kage uden at fryse.
Skoven er privatejet, men fredningen har åbnet den for offentligheden. Rebild Kommune har etableret en afmærket trampesti rundt i den ret kuperede skov, men turen er desværre ikke egnet for gangbesværede og barnevogne, påpeger arrangørerne.