Fra Trudsholm til Regan Vest: By og Land er klar med efterårets program
By & Land Mariagerfjord kunne glæde sig over en velbesøgt generalforsamling i marts og melder nu ud med efterårets aktiviteter.
I det forløbne år er der afholdt et pænt antal arrangementer med god tilslutning. Besøg på Overgaard Gods, foredrag om Trudsholm, Regan Vest og Det store svigt - om hundrede års naturfredning i Danmark.
Foreningen har fremsat synspunkter om Kultursporene på Kulturkajen i Hobro, fredningsplanerne for Visborggaard, byggeri på Klostergaarden i Mariager, deltaget i møder vedrørende udviklingsplan Hobro og fremtiden for Bies Have m.m. Desuden har foreningens blad bragt artikler om det "gamle" Hobro, renoveringen af rådhuset i Mariager m. fl., og i augustnummeret fortælles om de udfordringer det giver, at bebo et fredet gods som Thygeslund.
I efteråret holder Lise Andersen, mag.art. tidligere museumsinspektør ved Møllehistorisk Samling i Hadsund, et spændende foredrag om "De gamle vand- og vindmøller - hvad skal vi med dem?". I dag er kun ca. 270 ud af tidligere 5.000 møller rimeligt intakte. I Mariagerfjord Kommune har der været ca. 65 vand- og vindmøller. I dag er der kun én funktionsdygtig vandmølle og én funktionsdygtig vindmølle tilbage. Hvad kan vi gøre lokalt for at bevare disse bygningsminder, spørger Lise Andersen.
Vores lokale ekspert i såvel veteranbaner som fjordtrafik m.m., journalist og forfatter Anders Riis, introducerer bind to i serien om "Mariager Fjord - egnens livsnerve og hovedvej" - nu om et ret ubeskrevet, men centralt emne nemlig passager- og færgetransporten i Fjorden. Hvem befordrede passagerer? Hvorfra og hvorhen? Og hvor kom de mange passagerer fra?
Bestyrelsen konstituerede sig således: Formand Claus Pico Stæhr, næstformand Leif Høgh, kasserer Jørgen Borup Simonsen, sekretær Poul Bergmann. Øvrige medlemmer: Hanne Egebjerg, Kirsten Mathiassen og Peter Valeur Riise. Suppleanter: Helle Mathiassen og Dorthe Palm Hansen blev valgt.
Interesserede kan se mere på www.byogland-mariagerfjord.dk og www.facebook.com/ByLand-Mariagerfjord.