Fra strålende sæson til spændende nyheder
Søndag afholdt CK Aars deres årlige generalforsamling i lokalerne på Sports Allés, hvor formand Jan Falden bød velkommen til de fremmødte medlemmer.
Jan Falden kunne berette om en rigtig god sæson i 2023 og præsentere positive tiltag for sæsonen 2024.
Sæsonen 2023 bød på stor opbakning fra medlemmerne i CK Aars til foreningen ved at deltage aktivt i diverse arrangementer.
Et af de årlige arrangementer var en vellykket tur til Harzen i Kr. Himmelfartsferien, hvor 12 medlemmer nød det sociale samvær og cyklede varierede distancer mellem 60 og 125 km.
Ligeledes blev Hærvejsløbet afviklet under strålende vejr med over 40 deltagere fra klubben, og 34 klubmedlemmer repræsenterede klubben ved starten af Tour de Aars, hvor over 200 cyklister deltog.
CK Aars har i årevis prioriteret medlemmernes tryghed og tilbyder fortsat gratis kvalitetscykeltøj, som langt overstiger medlemmernes kontingentindbetaling. Dette initiativ er med til at skabe sikkerhed og anerkendelse af klubbens sponsorer.
Samtidig er det meget vigtigt at medlemmerne stadig arbejder med de gode takter ude i trafikken og følger færdselsloven, ved at bruge cykelstierne når de er der. Det er lige så meget for medlemmernes sikkerhed, som for at der bliver en bedre tone mellem bilister og motionscykellister, som på landsplan har spidset til gennem de seneste par år.
Dette vil CK Aars være med til at bløde op for og skulle andre trafikanter opleve noget omkring klubbens medlemmer, så skal de endelig kontakte klubben og der vil blive taget hånd om dette.
På generalforsamlingen kunne formanden også meddele, at det er lykkedes at nedsætte medlemmernes kontingent til sæsonen 2024. Dette skyldes blandt andet medlemmernes dedikerede indsats til Tour de Aars og en økonomisk ansvarlig drift af foreningen. Som en ekstra gestus vil klubben tilbyde alle nye medlemmer i sæsonen 2024 medlemskab til halv pris.
Som et ekstra incitament for medlemmerne vil klubben også igen i år tilbyde gratis deltagelse i det store Hærvejsløb, der strækker sig fra Aalborg til Viborg over en naturskøn 125 kilometer lang rute.
På generalforsamlingen bliver Michael Kristensen valgt ind i bestyrelsen som suppleant, for Britta Wiborg som trådte ud.
CK Aars ser frem til endnu en spændende sæson og opfordrer cykelentusiaster til at blive en del af fællesskabet i 2024.