TRIM Jarl Arden er klar til Åbent Hus i Arden Hallerne lørdag den 1. oktober.
Livet her

Fra armwrestling til badminton: Idrætscenter holder særligt Åbent Hus

25. september 2022 kl. 07:01

IF Jarl Arden har mange forskellige idrætsgrene på programmet, og lørdag 1. oktober inviteres du til at komme at prøve en eller flere af dem. 

Det sker ved et særligt Åbent Hus i Arden Hallerne, hvor alle foreningens idrætsgrene er repræsenteret.

- Det er en rigtig god måde at vise både børn og voksne nogle nye idrætsgrene, som man måske ellers ikke havde fået prøvet, fortæller Simon Kristensen, der er formand for IF Jarl Arden.

- Man kan give den gas til badminton i hallen, lægge arm med sin nabo til armwrestling eller lære at svømme butterfly i svømmehallen, ligesom vores løbeafdeling Trim laver et digitalt byløb, hvor klap- og barnevogne sagtens kan være med.

- Dagen giver også mulighed for at få besvaret spørgsmål omkring de enkelte idrætsgrene. Så kom frisk, og tag endelig hele familien, legekammeraten og din nabo med – her er plads til alle, lyder opfordringen fra Simon Kristensen.

Dagen afrundes med, at man kan overvære Jarl Ardens bedste fodboldhold, der klokken 13.00 spiller på opvisningsbanen på stadion.

IF Jarl Arden er stiftet tilbage i 1902 og har dermed tilbudt idræt til Arden og omegn i 120 år.

I øjeblikket tilbyder IF Jarl Arden følgende aktiviteter: Babysvømning, svømmeskole, talent og konkurrencesvømning, undervandsrugby, ungdomsbadminton, motionsbadminton, Trille Trolle (Leg 2-5år), dame- & Herre håndbold, fodbold fra U6 til Old boys, armwrestling for alle, volleyball, løbeskole og løbeklub.

Annonceret indhold

Nyeste