Forsøgte at bryde hæveautomat op: Kan du genkende denne mand?
Nordjyllands Politi offentliggør nu et billede i håb om, at borgerne kan hjælpe dem på sporet af gerningsmanden
ØSTER HURUP: En ukendt gerningsmand forsøgte natten til 3. maj at bryde en hæveautomat op med et koben i Øster Hurup.
Det fangede et overvågningskamera, og politiet efterlyser nu manden med billede i håb om, at borgere kan hjælpe med oplysninger, der kan føre dem på sporet af den formodede gerningsmand.
Det var en hæveautomat på Kystvejen 51 i Øster Hurup, som manden forsøgte at bryde op klokken 02.47. Det lykkedes dog ikke, da hæveautomaten er sikret.
- Vores efterforskning har ikke afdækket hans identitet. Og derfor efterlyser vi ham nu med billede, siger politikommissær Preben Møller, Nordjyllands Politi. der d
Politiet beskriver manden som:
En mand med tyndt lyst skæg om munden, iført sort hætte trukket op over hovedet. Han var iført mørkeblå trøje med løstsiddende hætte og løstsiddende hættesnore ved brystet - indvendigt for i farven orange.
Lodret orange stribe ved venstre bryst, tynd orange stribe ved begge ærmer/skulderparti, mørke handsker, blålige bukser, fodtøj uden hæl og lyse strømper.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.