Forfatter-besøg på gymnasium
3.g elever på handelsgymnasiet Aars til litteraturworkshop med forfatter Maja Elverkilde.
AARS: De fire 3.g-klasser på handelsgymnasiet og teknisk gymnasium i Aars har haft besøg af forfatteren Maja Elverkilde, som præsenterede eleverne for en utraditionel litteraturworkshop.
Elverkilde kastede bl.a. lys over noget af fortællingens mystik ved hjælp af anekdoter fra det virkelige liv blandt fattige i både Istanbul og i Armenien, mens eleverne læste med bøgerne i hånden.
”Brug jeres liv og jeres kroppe som et eksperimentarium!”, lød et af de mange råd til de unge.
Maja Elverkilde fra Nørholm ved Limfjorden er netop nu aktuel med romanen ”Den slags skal gøres i dagslys”, og hun debuterede i 2008 med den anmelderroste novellesamling ”Alt det der er mit”.
Ifølge Sinan Bahora, som er dansklærer på Erhvervsskolerne Aars, er det bestemt ikke sidste gang, en forfatter bliver inviteret til at holde oplæg for skolens elever.
- Det var virkelig en oplevelse for eleverne at møde forfatteren bag teksten – at få et ansigt på, fremhæver hun.