Foreløbig er der to koncerter på programmet
Spillestedet "Frikvarteret" i Hadsund byder i den kommende tid på to koncerter med "Sing Sing Sing" og "Michael Falck"
- Og vi arbejder lige nu intenst på at få Scandinavian Pink Floyd Projekt: Vish you were here, til Hadsund, fortæller Karsten Errebo, men vi er nu klar med de første to koncerter 11. november og igen 2. marts næste år.
SING SING SING - giver koncert på lørdag 11. november, og vi havde sidst besøg af Sing Sing Sing i 2014 til en fuldstændig udsolgt koncert, hvor der var stor ros til bandet for deres fortolkninger.
Sing Sing Sing består af Alex Nyborg Madsen, Sascha Dupont, Søren Jacobsen, Lonnie Kjer og Ivan Pedersen, der alle deltager i skabelsen og udviklingen af efterårets nye repertoire - til album og koncert.
Repertoire der, vanen tro, også vil indeholde gruppens nyfortolkninger af udvalgte, skattede hits fra de seneste 50 år.
De 4 sangeres kendte stemmer skaber sammen Sing Sing Sings klanglige særpræg, og Sørens flotte guitararbejde indrammer det hele på fornemste vis, sammen med resten af musikerholdet.
Frikvarteret får besøg af Michael Falck 2. marts 2018.
Den danske rockveteran medvirker i årets udgave af seersuccesen Toppen af Poppen på TV2, og under en heftigt rockende periode med sit band udsendte han sidste år det dristige, moderne album, ’Pludselig alting samtidig’, der blev lovprist overalt og præmieret af Statens Kunstfond som et af årets vigtigste albums.
Allerede nu nærmer vi os en udsolgt koncert. Der er få billetter tilbage. Så hvis du overvejer at købe billet skal du nok ikke overveje for længe.