Billede beskrivelse

Forbud slut: Damplokomotiv slippes løs fra remisen

Mariager-Handest Veteranjernbane lufter fra søndag atter HV3 lokomotivet

22. august 2018 kl. 14.09

MARIAGER/HANDEST: Søndag formiddag, når remiseportene igen slås op hos veteranbanen i Mariager, triller veteranbanens største damplokomotiv for første gang i denne sæson ud for egen kraft. Som et signal om, at forbuddet mod dampkørsel, som trådte i kraft omkring 1. juli, nu endelig er ophævet.

- Efter Vorherre har ladet det regne i adskillige dage, og jorden er gennemvædet, og det visnede græs er blevet vådt, kører vi fra på søndag igen med damplokomotiv på veteranbanen, konstaterer en glad driftsbestyrer Jan Eriksen.

- Vi har faktisk endnu ikke kørt med damp i denne sæson. Det højest ejendommeligt, og det har vi aldrig oplevet før i de 48 år, vi har kørt veterantog mellem Mariager og Handest. Vi har tidligere haft korte perioder, hvor dampkørselen har været indstillet, men 2018-tørken har været helt atypisk - også for veteranbanen, noterer han.

Lokomotivet, som rykker ud på søndag, er gamle HV3, bygget i sin tid til de daværende Horsens Vestbaner.

Lokomotivet kan i år fejre sin 90-års fødselsdag - og har efterhånden tjent veteranbanen i Østhimmerland troligt i 47 år.

Lokomotivet vejer i alt 48 tons og har en længde på 9,6 meter,

Kulkasserne er allerede læsset helt op med 1,4 tons gode polske kul, og vandtanken er fyldt med 6 tons vand.

Med sine tre drivhjul på 1,3 meter i diameter kan lokomotivet maksimalt skyde en fart på 60 km/t.

Det kommer passagerne dog ikke til at opleve på søndag.

Her vil hastigheden ikke komme til at overstige 30 km/t, når HV3 afgår fra Mariager station kl. 10.50 og kl.14.10 og fra Handest station kl. 12.10 og kl. 15.20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste