Forårets sidste opera i Skørping
19. april slår Kinorevuen dørene op til en helt speciel afslutning på dette års operasæson.
Det bliver med operaen Don Pasquale, dirigeret af Riccardo Chailly, i en direkte livestreaming fra La Scala operaen i Milano.
Forestillingen er en ægte italiensk bel- canto opera med iørefaldende musik af Donizetti - og i en helt ny opsætning som havde premiere 4. april i år.
Ambrogio Maestri, der synger Don Pasquale, er en af de mest efterspurgte operasangere i verden.
Han debuterede i 2012 som Falstaff - også på La Scala operaen - og han har for kort tid siden sunget rollen som Don Pasquale på The Met i New York.
Sopranen Rosa Feola, der synger Norina, beskrives som den allerbedste af den nye unge generation af bel-canto stemmer.
Operaen er en opera Buffa - en komisk opera - hvor handlingen bevæger sig mellem komik og melankoli, fuld af forviklinger, og med referencer til de faste karaktertyper i commedia dell’arte genren.
Operaaftenen starter som sædvanlig med et glas champagne og en introduktion til aftenens forestilling, som denne gang bliver med en "ægte" operasanger, nemlig Morten Byrialsen, som i mange år har været tilknyttet Den Jyske Opera i Aarhus.
Billetter kan købes på www.kinorevuen.dk