Folkeræs i nostalgiens tegn
NYSUM: Motorsport Nordjylland er normalt pænt oppe på dækdupperne.
Nordjyderne var derfor interesseret i at prøve noget anderledes, da klubben fejrede 30 års jubilæum med offroad-stadionet i Nysum og udgav jubilæumsbog.
30 års jubilarerne gik til stålet og hyggede sig med konkurrencefeberen.
- Jeg havde i nogen tid puslet med et nostalgi-motorløb i folkeræs, og planen var at invitere alle deltagere fra premiere-året (1987) til at køre, forklarer banekoordinator Kaj Storgaard.
- Det sled noget på mobiltelefonen, men jeg fik alligevel tilsagn fra en pæn portion kørere.
- Da jubilæumsdatoen nærmede sig, halveredes startfeltet. De kunne ikke overskue leje af en FR-racer. og var lidt bange for at blive for ivrige, når styrthjælmen kom ned over hovedet, betror Kaj Storgaard.
Ved premiere-løbet (14. juni 1987) havde vandsluserne åbnet sig gevaldigt inden arrangementet.
Det gentog ved 30 års jubilæet, men denne gang var motorbanen blevet forberedt til bortledning af vandet.
Kaj Storgaard har sammen med MNJ’s nuværende formand, Finn Knudsen, været hovedildsjæl bag motorsports mekkaet i Nysum.
- I 2012 havde vi for travlt med forberedelserne til baneudvidelsen, konstaterer Finn Knudsen.
- Rally Cross-rundbanen er blevet opgraderet til international standard/længde. Samtidig udnyttes de fysiske rammer nu fuldt ud, hvorfor yderligere forlængelse ikke er mulig.
I halvfemserne gik folkeræs virkelig i blodet på vores familie, konstaterer Claus Iversen fra Hobro.
- Vi startede med at køre på Ørnedalsbanen i Sæby, da disciplinen i 1982 kom til Danmark.
- Vi var seks unge mennesker (fætre og kusiner) Lene, Helle, Jens, Flemming og Hanne samt mig selv.
Desuden var vores fædre Henning og Bryder også med i motorsporten.
- Vi spurgte derfor MNJ, hvorvidt det var muligt at komme ud at køre motorløb i Himmerland, erindrer Claus Iversen.
- Og der skulle altså gå 2-3 år med at finde et egnet areal til motorbanen, supplerer Kaj Storgaard.
- Til gengæld traf vi det rigtige valg, og ved 30 års jubilæet havde vi den glæde, at cirka 250 personer kikkede forbi til vores reception.
- En fin oplevelse at genopleve konkurrencenerver og suset. Og vi havde taget vi næste generation med til skrue på bilerne, Lene og jeg kørte i.
- Vi blev henholdsvis nr. 3 i Klasse 2 samt toer i Ladies Cup, uddyber Claus Iversen.
Vinder i Klasse 1 (auktionspris: 6.000 kr.) blev Jørn Kulle, som havde taget turen fra Sjælland til jubilæet.
I Klasse 2 (auktionspris: 9.000 kr.) scorede MNJ’eren Jan Rømer sejren foran klubkammeraten Søren Konge.
Endelig susede vendelboen Karen B. Larsen først over målstregen i A-finalen i Ladies Cup.