Billede beskrivelse

Først til mølle

31. august 2018 kl. 09.20

Tirsdag aften 4. september fortæller Lise Andersen, mag.art., tidligere museumsinspektør ved Møllehistorisk Samling i Hadsund om de gamle vand- og vindmøller - og hvad vi skal med dem - i Hadsund Kulturcenter. Arrangør er By & Land Mariagerfjord.

Nu handler det om gigantiske vindmøller på land og til havs. Sådan var det ikke for lidt over 100 år siden. Kun ca. 270 ud af tidligere 5.000 møller er rimeligt intakte.

I Mariagerfjord Kommune har der været ca. 65 vand- og vindmøller. I dag er der kun én funktionsdygtig vandmølle og én funktionsdygtig vindmølle tilbage. Hvad kan vi gøre lokalt for at bevare disse bygningsminder, spørger Lise Andersen, der er en af Danmarks førende eksperter i møllehistorie. Og hvorfor skal de bevares?

Et af svarene er, at vand- og vindmøller var vigtige for udviklingen af landbrug og fødevarer. Især fra 1830’erne sker der en hurtig og voldsom udvikling og fornyelse af møllernes kapacitet, og mølleriet bliver en vigtig del af industrialiseringen af dansk landbrug. Det varer dog kun kort. Landbrugene går efter 1900 i stigende grad over til kreaturhold. Bønderne kan nu anskaffe små vindmotorer, der kan drive et tærskeværk og en kværn. Mange møllere måtte derfor gå over til handel med korn og foderstoffer. Ikke desto mindre rummer møllehistorien vigtige brikker i dansk landbrugs- og industrihistorie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste