Fødselsdag: 75 år
Tidligere entreprenør Nils Riisberg fylder onsdag 22. august 2018 75 år.
Denne, lidt specielle Hadsund dreng, kan se tilbage på et meget aktivt liv. Netop ordet aktiv har været en ledetråd igennem Nils’ liv både som privatperson, men ikke mindst som erhvervsmand.
Nils Riisberg gik i Hadsund skole og afsluttede opholdet der med det, der hed præliminæreksamen, og som Nils føjer til - ikke den bedste, skriver Karl Christensen, der har sendt os disse linjer.
Pyt - for i 1961 kom Nils i murerlære hos murermester Palle Thomsen, Hadsund Syd. Læretiden var den gang 3 år og Nils fik sit svendebrev og kunne nu kalde sig cand. Mur.
Umiddelbar efter læretidens afslutning startede Nils på Teknikum i Horsens for at læse Teknokom konstruktør/ingeniør. Det blev ikke et voldsomt vellykket ophold, idet det kun varede halvdelen af studietiden nemlig 1½ år. Der var mellem skolens ledelse og Nils forskellig opfattelse af, hvordan et sådant studium skulle forløbe. Kontrakten blev opsagt og Nils søgte til Århus for at gøre studierne færdig. Det gik godt. Nils fik sin eksamen, men Århus er jo også væsentlig større end Horsens.
Derefter i 1967 ansættelse hos Wright Thomsen og Kjær i 6 år afløst af en nyansættelse hos A. Enggaard de næste 4 år.
Trangen til at være selvstændig, til at stå på egne ben, til selv at træffe beslutninger medførte, at Nils i 1976 købte murer- og entreprenørforretning Verner Jensen og derfra startede den lokale entreprenørvirksomhed, som gennem årene har beskæftiget mange medarbejdere.
Aktiviteten var stor og der blev bygget i hele det ganske land. Fra hovedstad til Aalborg, Randers, Århus og mange andre steder i landet.
Også lokalt har Nils sat sit tydelige præg. Han var aktiv ved alle licitationer og det var en livsstil at skaffe rigeligt med arbejde til firmaets dygtige håndværkere. Det drejede sig om murere, tømrer, kloakfolk og arbejdsmænd.
Personligt lærte jeg først Nils at kende i 1995 som ny borgmester i Hadsund Kommune.
Har lavet professionelt samarbejde med Nils om mange store projekter. Der var altid en speciel vinkel i samarbejdet, men én ting kan jeg bekræfte, troværdigheden var i top.
Meget kan og skal stå i en kontrakt, men mundtlige aftaler blev overholdt 100 % fra begge sider.
Det var gemytlige år og jeg tør ikke tænke på antallet af mursten og antal meter tømmer dine folk, har udført i den gamle Hadsund Kommune.
I 2009 solgte Nils sin virksomhed og har siden da virket som developers og som projektudvikling. Vil gerne bruge sin store erfaring med henblik på at sætte lokale aktiviteter i søen.
Som person er Nils noget af et mysterium. Noget støjende og med et ordforbrug, som ikke tåler specifikation (af hensyn til evt. unge læsere).
Nogle vil sige en bulderbasse, men bag bulderbassen er en rar og varm gut, som vil gøre alt for andre, der nyder hans tillid.