Fødselsdag: 70 år

23. april 2018 kl. 06.00

Finn Carpentier, tidligere sognepræst, fylder 70 år, lørdag 28. april 2018.

I næsten 35 år - fra august 1978 til maj 2013 - var Finn Carpentier sognepræst i Skelund og Visborg sogne. De mange år på samme sted gav selvsagt en stor kontaktflade og et stort kendskab til stedet. Finn Carpentier har døbt, konfirmeret og viet flere generationer i samme familie.

Årene i Skelund og Visborg var utroligt rige og givende og præget af alt muligt præstearbejde, men ikke mindst af mødet med mennesker i glæde og sorg. Samtaler med dåbsforældre, brudepar og efterladte i sorg efter et dødsfald var af stor betydning for Finn, og altid var det vigtigt, at samtalen så vidt muligt fandt sted i folks private hjem. I det hele taget tog Finn gerne på husbesøg og betragtede det som en vigtig del af præstens arbejdsområde.

I kirken mødte Finn Carpentier stedse velforberedt op og med gennemarbejdede og givende prædikener og taler. Mange har været taknemlige for hans bryllups- og begravelsestaler og for hans måde at gennemføre gudstjenester og kirkelige handlinger på.

1. maj 2013 gik Finn Carpentier på pension og blev pastor emeritus. Han og Bente bosatte sig da på Marcussens Bro i Hadsund ved den smukke Mariager Fjord for at nyde pensionistens "frie" liv. Sommertiden nydes dog helst i parrets sommerhus i Haslevgårde Bakker.

Et tilfældigt møde med en provst i en nærliggende kirke fik imidlertid Finn tilbage på arbejdsmarkedet. Finn elsker at være præst, og pludselig var han i flere perioder konstitueret sognepræst i Skibsted, Lyngby, Terndrup. I skiftende perioder blev det til omkring 2½ år fra 1. august 2014 til 1. oktober 2017. Det blev nogle dejlige år, hvor Finn fik rige muligheder for at bruge løs af sin virketrang og energi, og hvor der blev knyttet nye bekendtskaber.

1. oktober 2017 gik Finn på pension for 2. gang efter selv at have opsagt sit job for at få mere tid i hverdagen til forskellige gøremål og til familien.

Datteren Hanne er gift med Moses og bosiddende i København. De to blev 4. april 2018 forældre til den dejligste lille pige, og det er en stor glæde for Finn og Bente, at de nu kan kalde sig bedsteforældre og har tid til hyppige rejser til hovedstaden. Stadig står Finn dog gerne til rådighed for vikargudstjenester og andre kirkelige handlinger. Kirken og "al dens væsen" er utrolig vigtig for Finn og har hans store interesse og bevågenhed. Han er derfor også en særdeles flittig kirkegænger om søndagen, når han ikke selv har tjeneste.

Siden sin "2. pensionering" har Finn været meget optaget af at skrive om Skelund kirkes historie. Gennem de mange år i Skelund har han samlet bunker af materialer, som går flere hundreder år tilbage. Meget er skrevet med gotisk skrift, som i sig selv er en udfordring. Glæden er derfor stor, når det - ofte med hjælp udefra - lykkes at tyde skriftens gåde. Med til Skelund kirkes historie hører også et spændende restaureringsarbejde i 1998-99, hvor kunstneren Maja Lisa Engelhardt på Finns forespørgsel sagde "ja" til at farvesætte og udsmykke Skelund kirke. Det ene førte det andet med sig, og kirken fik nye farver, nyt alterbillede og nyt altertæppe. Mange - bl.a. dronningen - har siden besøgt kirken og set dens udsmykning. Dronningen sluttede sit kirkebesøg af med at drikke eftermiddagskaffe i Skelund præstegård.

Finn har bl.a. skrevet om kirkens udsmykning i artiklen "Om restaureringen og udsmykningen af Skelund kirke 1998-99" i Aalborg Stiftsbog 1999.

I 1987 udgav Finn bogen "Visborg kirke - blade af dens historie", og et par år senere bogen "Med himmelvendte øjne", der er en historisk vandring på Skelund kirkegård. Om det foreliggende arbejde om Skelund kirke ender med en bogudgivelse, vil tiden vise.

I sin fritid har Finn siden 1991 været aktivt medlem af Hadsund Rotary Klub og var bl.a. i en årrække assisterende guvernør i Rotary Distrikt 1440. I den forbindelse fik han tildelt Rotarys fornemme Paul Harris Fellow orden. Finn er desuden en skattet sekretær i bestyrelsen på Marcussens Bro og udgør sammen med Bente redaktionen på boligforeningens lokale blad "Kanalnyt".

Finn er fysisk meget aktiv. Han har i flere år haft stor glæde af at løbe, men er nu i den kolde vintertid også begyndt at gå til fitness, og her vælger han aldrig de lette løsninger, men lægger vægt bag træningen.

Siden sin pensionering har Finn været en efterspurgt foredragsholder, og hans emner spænder vidt - fra kirkehistorie til kunst og rejser til bl.a. Rom og Japan. Sammen holder Finn og Bente i øvrigt meget af at rejse, og især Italien er et foretrukken rejsemål.

Finn er født i Horsens, hvor han tog en uddannelse som kolonialkommis efter at have forladt folkeskolens 7. klasse. I 1967 begyndte han på Rønde Kursus, hvorfra han i 1969 tog realeksamen og i 1971 klassisksproglig studentereksamen. Samme år blev han gift med Bente.

I Århus begyndte Bente sin læreruddannelse på Marselisborg Seminarium i 1971, mens Finn samme år gik i gang med teologistudiet på Århus Universitet. Herfra tog han sin embedseksamen i efteråret 1977.

Finn kan nu se tilbage på næsten 40 år som præst i den danske folkekirke og glæde sig over, at der stadig er brug for ham.

Fødselsdagen fejres med den nærmeste familie med præsentation af det første barnebarn og med gode venner i skiftende tempi.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste