Flot beløb bidrager til vigtig hjælp
Røde Kors i Rebild valgte igen i 2023 at yde julehjælp til dem, der havde behov for det, hvilket var omkring 150 familier i Rebild Kommune. Det er en ret stor udskrivning, og derfor er organisationen både glade og stolte af, at de nu har modtaget et økonomisk bidrag til arbejdet.
Købmand Christian Vestergaard fra Spar i Suldrup har, i samarbejde med KFI Erhvervsdrivende Fond, nemlig valgt at bidrage med 30.000 kr.
- Det er et flot beløb, der blandt andet betyder, at julehjælpen igen i 2024 kan sprede glæde i rigtig mange hjem i Rebild Kommune, fortæller Jesper Bendix, formand hos Røde Kors i Rebild.
- Med start i 2023 har vi ændret lidt i uddelingen af julehjælpen, så man ikke længere får en stor madkurv med alt til en god julemiddag og julegaver til børn under 14 år.
- I stedet får man et gavekort til SuperBrugsen, hvis man bor i Støvring, Skørping eller Terndrup, mens man får et tilsvarende gavekort til Spar, hvis man bor andre steder i kommunen. Derudover får man kontanter, så man selv kan købe julegaver til sine børn, fortæller Jesper Bendix.