Flippede ud på politiet: - I er nogle bøsserøve, pansersvin og racister!
24-årig mand fra Nibe sigtet for at fornærme ordensmagten
AARS: - I er nogle bøsserøve, pansersvin og racister...
Politibetjente må lægge ører til lidt af hvert - og lader tit og ofte meget passere igennem.
Men der er - trods alt - en grænse for, hvor meget man kan tillade sig at svine lovens lange arm til.
Det må en 24-årig mand fra Nibe sande, efter det der skulle have været en munter tur på discotek Crazy Daisy i Aars endte med en sigtelse for netop at tilsvine ordensmagten.
Godt ophidset, da betjentene ankom til discoteket råbte manden bøsserøve, pansersvin og racister efter betjentene, der på stedet valgte at sigte den 24-årige for fornærmelse af politiembedsmand.
- Der må trods alt være en kant - som Mikkel Brygmann fra Politiet i Himmerland udtrykte det, da han læste døgnrapporten op.
På samme discotek var der senere samme nat en episode, hvor politiet også måtte involveres. En 26-årig mand fra Aarhus slog en 24-årig mand fra Aars, så han fik en flænge i panden.
I øvrigt var en anden himmerlandsk politipatrulje - også i påsken - også udsat for ukvemsord. Patruljen var kaldt til ballade ved en fest i Overlade, og her råbte en af gæsterne til en betjent, at han var en fucking idiot. Manden blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.