Fjordløberne i fremgang
Løbeklubben i Hobro, som for nylig fejrede 10 års fødselsdag, fik pæn medlemsfremgang, da man etablerede et hold - for gående




Fjordløberne Hobro mærker fremgang.
Medlemstallet vokser i en tid, hvor klubben netop har fejret sit 10 års jubilæum.
Først og fremmest forårets introduktion af det første gåhold i klubbens 10 årige historie har sikret den fremgang, som Fjordløberne Hobro har ønsket sig.
Hver tirsdag spadserer 10-15 medlemmer sammen med de øvrige løbere - og fødderne sætter som udgangspunkt retning mod Østerskoven.
Enkelte fra gåholdet sigter efter at komme op i gear og gøre sig løbeklare, men for de fleste er gåturen rigelig motion.
Det stærke fællesskab
- På gåholdet, som henvender sig til alle, kan du komme ud og være en del af det stærke fællesskab, som i dag findes hos Fjordløberne, anbefaler klubformand Niels Hammer Sørensen
Han glæder sig over, at klubbens medlemstal også på løbefronten bevæger sig den rigtige vej i skikkelse af fremgang hos motionsløberne.
De kommer ikke kun fra Hobro men også fra mange af kommunens øvrige oplandsbyer.
- Ikke mindst det sociale som trækker godt, men også løbeturene i naturen vægter selvfølgelig højt, anfører Niels Hammer Sørensen.
Hver tirsdag og torsdag
Hver tirsdag og torsdag mødes 50-60 friske løbere for at løbe og gå sammen i en klub, der tæller det dobbelte - cirka 120 medlemmer.
Og helt i klubbens ånd fejrede man en velbesøgt 10 års fødselsdag med først at gå eller løbe en rask tur sammen, inden man hyggede sig i klublokalerne på 10. klasse centret i Hobro.
Faktisk gik der et par års tilløb, inden klubstiftelsen blev en realitet
Løbeklubben spirede nemlig i 2007, hvor det landsdækkende projekt ”Start to Run” skulle få flere til at tage løbesko på.
I Hobro var det utroligt populært, og det førte til, at en gruppe efter projektets afslutning etablerede en regulær løbeklub.
Også denne sommer og efteråret med byder på masser af aktivitet i klubben.
Sæsonstart
Der er sæsonopstart lige efter sommerferien - tirsdag 6. august.
Ugedagen efter - tirsdag 13. august klokken 18.15 - tager nybegynderne fat, og det gælder såvel gående som løbende.
Mødestedet er som altid det østerskovnære 10. klassecenter, der jo befinder sig Kirketoften 5 i Hobro.
Her tager man fat på at træne frem mod blandt andet Hadsundløbet, men også et lokalt nat-løb venter.
Og så lurer jo årets store tur til Skagen Maraton.
Her deltager både klubbens motionister, men også dem som har ambitioner om at løbe halv- og helmaraton.