Fik succes i det lange løb

Orienteringsklub fik skabt perfekte forhold til et dansk mesterskab på den længste distance

02. maj 2017 kl. 10.59

Nogle tunger sad så langt ude af halsen, at man ikke skulle tro, at de kunne komme ind igen, da målstregen blev nået på Operapladsen i Rebild.

Det koster mange kræfter at deltage i et dansk mesterskab i ultra-orienteringsløb. men de fleste havde nu overskud til en spurt eller endog en spurt væk fra de træer, der havde dannet tag over så mange strabadser.

- Ja, kom så, godt klaret, lød et typisk tilråb, når løberne kom ind i målområdet i mere eller mindre overskudsagtig stil.

Her stod nogle, der på sin vis havde vundet mesterskabet uden at løbe; arrangørerne fra Rold Skov Orienteringsklub.

- Det er vores første Danmarksmesterskab, så vi er glade for, at løberne er tilfredse med det, fortalte klubbens formand, Helge Søgaard.

Det er præcis et år siden at man gik i gang med at lægge ruten. Derefter er fulgt måneder med planlægning af poster, og til sidst udlægning af de mere end 100 steder løberne kunne risikere at skulle forbi, alt efter hvilken af syv kategorier, de løb i.

- Det er jo en familiesport. Den ældste kategori hedder 90, og vi har faktisk en på 90, der løb den, fortalte Helge Søgaard om den 3,1 kilometer lange "oldinge-rute".

De unge i alderen 21 til 35 år fik den sværeste rute. 22,2 kilometer i Rebilds Bakker. Det var der sat to timer af til. Men også ældre fik udfordringer nok.

- Åh tak! Det var en rigtig dejlig rute! Ikke noget med, at vi gamle blev gemt væk i et hjørne af skoven, strålede en kvindelig løber i kategorien 50 til 55 år.

Kvinden fra Sorø havde gennemført 8,1 udfordrende kilometer i skoven og ledte nu efter planlæggeren af den gode rute. Og det udløste straks et svedigt knus, da hun stod foran ham.

Borgmester Leon Sebbelin (R) brugte også en del tid på pladsen og var rigtigt glad for afviklingen. Klubben hviler da heller ikke på laurbærrene. Der skal nok komme flere store arrangementer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste