Fem års lægetørke i mindre by snart forbi: Praksis indrettes i to sammenlagte ældreboliger
Region Nordjylland har åbnet op for indskrivning af patienter til speciallæge Bettina Meakin, der åbner ny lægepraksis 1. marts
HAVERSLEV: Nu lysner det med lokal lægedækning for borgerne i Haverslev og omegn, for 1, marts åbner speciallæge Bettina Meakin sin nye lægepraksis på Dahlsensvej 8 tæt på ældrecentret Haversdal.
Den er indrettet i to sammenlagte tidligere ældreboliger, som hende egen mand Jens-Erik Lundsgaard Gundersen som bygmester i længere tid har haft travlt med at ombygge til formålet.
Nu indskrivning af patienter
Region Nordjylland har netop åbnet op for indskrivning af patienter til den nye lægeklinik Rebild Syd i Haverslev.
Det kan ske enten via hjemmesiden www.borger.dk med angivelse af ikrafttræden 1. marts eller ved personlig henvendelse til borgerservice på rådhuset i Støvring.
Har nogen borgere problemer med det rent praktiske ved et lægeskifte, har spørgsmål eller andet, står to repræsentanter for den lokale arbejdsgruppe bag bestræbelserne på at få etableret en ny lægepraksis i byen i skikkelse af Anni Hyldgaard og Tove Hjulmann ifølge et opslag på Facebook klar til at hjælpe, også med private besøg om nødvendigt.
Lægetørke i byen i fem år slut
Arbejdsgruppen har siden siden 2018 har arbejdet intenst på at finde en læge, der kunne være interesseret i at etablere en lægepraksis i Haverslev.
Her stoppede den sidste praktiserende læge i 2017 for at gå på pension, og med speciallæge Bettina Meakins etablering af lægepraksis på Dahlsensvej er fem års lægetørke nu snart forbi i byen.
Hun har på nuværende tidspunkt ansat en sygeplejerske på fuld tid i sin nye lægepraksis.
- Jeg har også allerede fået en henvendelse fra en kvindelig læge, der var interesseret i at være uddannelseslæge her i min praksis efter sommerferien.
Begrebet dækker at vedkommende mangler det sidste år af sin uddannelse til speciallæge, forklarer hun og tilføjer:
- Ellers vil jeg med hensyn til nyansættelser se tiden af hen over sommeren med hensyn til tilgang af patienter samt hvilken kategorier de omfatter.
Hektisk aktivitet i klinik
Her en måned før den nye lægepraksis åbner på Dahlsensvej i Haverslev har håndværkere inklusiv hendes egen mand travlt med at ombygge de nu to sammenbyggede tidligere ældreboliger til lægepraksis.
- Det har indtil nu ind imellem været lidt hektisk, fordi nogle af håndværkerne har været smittet med corona. Totalt bliver lægeklinikken på 130 kvadratmeter og indrettet med fire konsultationslokaler, hvor jeg også selv får mulighed for at give patienter akupunkturbehandling. Jeg skal nemlig til min afsluttende eksamen her til april, oplyser hun.
Stor ros til arbejdsgruppe
At Bettina Meakin om en måneds tid debuterer som praktiserende læge i lige netop Haverslev er et sammenfald af tilfældigheder.
- Privat bor vi i Terndrup, og mit krav til en lægepraksis efter at være udannet speciallæge i 2020 var fra starten af maksimalt en halv times kørsel herfra. Jeg har personlig ikke noget imod at blive gråhåret på et tidspunkt, men det skal ikke foregå i en bilkø. Ved at tegne en cirkel med centrum i Terndrup for på den måde at se mulighederne ved en køretid på maksimalt en halv time dukkede Haverslev op som en mulighed, fortæller hun.
Hun erindrede dengang også at have hørt om en arbejdsgruppe i byen, der arbejdede på at få etableret en lægepraksis.
- Så påskelørdag 2021 googlede jeg i første omgang byens borgerforening og ringede til medlemmer af bestyrelsen. De to første svarede slet ikke, og den tredje Tove Hjulmann tror jeg opfattede min henvendelse som et fupnummer midt i påsken.
- Det samme gjaldt i første omgang vist også hendes mand Peter, da hun overlod telefonen til ham. Men arbejdsgruppens bistand og hjælp samt den lokale opbakning har betydet utroligt meget for at jeg nu meget snart kan åbne min lægepraksis her i Haverslev, erklærer hun stolt.