FDF Hadsund tog til København for at dyste i leg
Børn og unge fra FDF Hadsund mødtes i Kr. Himmelfartsferien med 1.600 andre FDFere til udfordringer og leg til Væbnermesterskabet.
10 FDF’ere fra Hadsund var i Kristi Himmelfartsferien i København for at deltage i Væbnermesterskabet - en landsdækkende konkurrence for 11-18 årige FDF’ere og deres ledere arrangeret af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF.
- Der var en post, hvor vi skulle tegne. Det var først ’Tegn og Gæt’ og så ’Gæt og Grimasser’, for der kunne vi både være kreative og vi kunne grine ad hinanden og postmandskabet kunne grine ad os. Det er sjovt og en succesoplevelse, fordi man kun kan vinde, når man samarbejder, og det er fedt at se, når der er en, der er skidegod til at lave skuespil. Så bliver det bare sjovere, både fordi det er en succesfornemmelse, når man har været et hold, og man lykkedes som individer, fremfor alle de enkeltpræstationer der er, synes jeg. Men vi er her for at vinde, det er der ingen tvivl om, siger Kristian Samuelsen, leder i FDF Hadsund.
I FDF sætter de voksne rammerne for et fællesskab, hvor alle kan være med. Det viser sig på Væbnermesterskabet ved, at holdene er sammensat af 3-6 børn og 1-2 voksne ledere. De voksne motiverer og holder gejsten oppe, men de kender ikke dagens opgaver, og kaster sig ind i legen på samme vilkår med børnene og de unge.
- Måske husker du, hvordan det var, når de voksne selv ville være med til at lege dåseskjul og virkelig levede sig ind i legen. Sådan er det for alle holdene i Væbnermesterskabet. Her er voksne, der vil børnene og legen - og synes det er sjovt at være med. Det giver en helt særlig fællesskabsfølelse og holdånd, siger FDF’s generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.
FDF-konkurrencen Væbnermesterskabet 2018 startede allerede i januar.
Således har 272 hold fra hele Danmark henover foråret løst en række opgaver over internettet. De har eksempelvis fotodokumenteret, at de har besøgt steder i lokalområdet som plejehjemmet, fundet svar på kodeopgave eller optaget en video af et gøglernummer. I Kr. Himmelfartsferien samledes de til finalen i København. I tre dage har holdene på mere end 40 udfordringer fordelt over hele hovedstadsområdet, prøvet sig selv af, og er blevet stillet overfor fysiske udfordringer, fået samarbejdsopgaver, og opgaver, der har krævet at de kan tænke kreativt og finde på.
- Adventure-racet det er jo altid fedt, fordi man får lov at presse sig selv og at løbe til. Det er fedt, fordi man føler sig brugt, men man føler også på en måde at det er en sejr for en, når man kommer i mål, fortæller Victor Hansen på 16 år fra FDF Hadsund.
Konkurrencedagene blev krydret med spændende og sjove oplevelser, underholdning og en gudstjeneste. Søndag sluttede konkurrencen af med præmieoverrækkelse, hvor vindere i to aldersrækker blev kåret.