Far og søn krydsede USA på cykel til fordel for Knæk Cancer

30. august 2017 kl. 06.20

Den barske cykeltur fra vest til øst varede 20 dage, og udover at være en helt unik far-søn-oplevelse, havde turen også til formål at samle ind til Knæk Cancer 2017.

- Hvert år rammes 30.000 mennesker af cancer i Danmark, hvoraf cirka halvdelen dør. Det betyder, at der alene i Danmark i gennemsnit dør to mennesker i timen af den frygtelige sygdom. Hver 3. af alle danskere bliver ramt af cancer, og endnu flere kender én, der får cancer. Sådan har det også været for os. Vi har haft cancer helt tæt på i vores familie, lyder der fra Gert.

- Vi elsker at cykle, og har sammen været på flere ekstreme cykelture. Derfor synes vi, at det var oplagt at lave en tur med fokus på at samle ind til Knæk Cancer 2017. Valget faldt på at krydse USA.

- Vi har selv betalt alle vores udgifter, og har før, under og nu efter turen samlet penge ind, der går ubeskåret til årets landsindsamling. Det er gået fantastisk med indsamlingen, hvor vi lige nu har passeret mere end 100.000 kr. Det er både private og virksomheder, der har spyttet i kassen.

- Det er vi taknemmelige for, men vi håber på endnu flere penge, inden det hele afsluttes i forbindelse med efterårets indsamlingsshow på TV2, fortæller Gert Degn.

- Ud over at samle penge ind til Knæk Cancer 2017 har vi haft en helt unik oplevelse sammen, hvor vi i gennemsnit har cyklet 250 kilometer om dagen. Den varmeste dag var der 56 grader, og ja så mødte vi en del slanger, en del bidske hunde og store græshopper, der - ligesom hundene - gerne ville bide, mens vi var på cyklerne. Samtidig cyklede vi også i områder berygtet for deres bestand af bjørne. Så der var lidt oplevelser i alle kategorier.

- Men vi oplevede også naturen fra en både smuk og barsk side. Alt fra ørkenen til de betagende Rocky Mountains, ligesom vi også oplevede en kæmpe gæstfrihed og venlighed hos amerikanerne.

- Men det er alligevel skønt at være hjemme igen. I det danske sensommervejr og med knapt så farlige dyr på vejene, lyder det med et smil fra Gert Degn, der sammen med Emil, vil afholde en række foredrag om turen og de mange oplevelser i den kommende tid.

Du kan stadig nå at støtte deres indsamling til Knæk Cancer 2017. Se mere på Facebook under "Far og Søn på cykeltur tværs over USA".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste