Familiegudstjenester med jagten på lyset
I Rostrup og Astrup Kirker tager de kampen op mod mørket til efterårsgudstjenester
ROSTRUP: Under mange børneværelsessenge ligger der monstre og zombier - det ved alle. De er grumme og grimme og ligger klar til at springe frem i samme øjeblik, som fantasien har taget fat og tænkt dem til live. Og selv når man bliver ældre og får styr på de værste uhyrer under sengen og i klædeskabet, så kan mørket stadig føles farligt. Hvad gemmer mørket på? Er mørket farligt, eller er det fantasien der løber af med os?
Vi går ind i årets mørkeste måneder, og derfor er det godt at gøre sig klar til at kæmpe lyset frem. Og selv i det dunkleste mørke kan der findes lys.
Det er lettest at klare mørket, hvis man ikke skal gå alene, men kan følges med andre. Og det er præcis hvad du kan, når jagten går ind efter lys i mørket til Familiegudstjenesterne i Astrup og Rostrup Kirker. I Rostrup Kirke går man på jagt efter lyset onsdag d. 24. oktober kl. 17. og i Astrup Kirke tages kampen mod mørket op søndag d. 28. oktober kl. 11.
Efter begge gudstjenester er der spisning. Du kan hente gratis spisebilletter hos Min Købmand i Rostrup senest d. 22. oktober og i Brugsen i Astrup senest d. 25. oktober.