Et bibelhistorisk drama i Hobro

Fire skuespillere kastes rundt i op mod 1200 roller i Himmerlands Teaters opsætning af Ben Hur

21. november 2017 kl. 06.15

Ben Hur har netop indtaget scenen på Himmerlands Teater i Hobro og bliver der indtil en uge før jul.

Historiens omdrejningspunkt er den jødiske prins Juda Ben Hur, som på Kristi tid uretmæssigt bliver beskyldt for forræderi og af den romerske general Messala dømmes til at være galejslave.

Hævntørsten og håbet om at genfinde sin elskede Esther holder dog Ben Hur i live, og han vender frygtløs tilbage.

Men det bliver langtfra uden sværdslag.

Parallelt med historien om Juda fortælles historien om Jesus, der kommer fra samme region, har samme alder som Juda og med samme tema om forræderi, overbevisning og forløsning.

- Ben Hur handler om starten på hele vores religion, kan man sige.

- Vi begynder med Jesu fødsel, men forestillingen handler også om imperialisme, om overtagelse af andre folk, om jødeforfølgelse, om forfølgelse af minoriteter i det hele taget.

- I vores udgave, som er en farce, er det hele pakket ind i et fuldstændigt gakket setup, forklarer teaterleder Susanne Sangill, der er instruktør på iscenesættelsen.

Hun tilføjer, at hendes teaterversion sådan set følger historien i tidligere film, så der er tale om en spektakulær forestilling.

- Hvis man kender Ben Hur film, ved man, at der er søslag, store krige, kampscener, stridsvognskapløb, legionærer og hele den romerske hær.

Alt det har vi naturligvis også med, siger teaterlederen.

På spørgsmålet om, hvordan alt dette kan lade sig gøre på teatrets forholdsvis lille scene og med kun fire medvirkende, lyder svaret med et lunt grin:

- Jamen, så må skuespillerne bare klæde enormt hurtigt om, og det gør de.

- Og så kan man lave meget med lyd.

- Jeg påstår, at vi har 60.000 på scenen. Det har vi, fordi vi jo kan høre dem.

Lew Wallace’s fortælling om ben Hur kom på gaden i 1880. Susanne Sangill mener, at historien stadig er vigtig at fortælle.

- I dag har vi masser af folk, der er nødt til at flygte fra deres land, og vi burde hjælpe dem.

- Denne her forestilling er en komedie, men egentlig er historien uhyggelig.

- Jeg kunne da godt ønske mig, at folk midt i denne her juletravlhed med fest og ballade også vil tænke:

Vi sidder her og klasker os på lårene af grin over, at skuespillerne optræder i mærkværdige kostumer og har en dialog, der er ret speciel.

- Men den samme frygtelige historie foregår faktisk lige her og nu hos os selv.

- Lige nu, mens vi sidder i teatersalen og griner, understreger teaterlederen med eftertænksomhed i stemmen.

Selv om stykket handler om alvorlige emner som eksempelvis forfølgelse, har humoren stor betydning for iscenesættelsen.

- Den er det hele, fordi vi ikke kan holde ud at sidde og se noget, der er så forfærdeligt, hvis vi ikke også får lov at grine lidt af det.

- Så er det i hvert fald ikke i denne her form, konstaterer Susanne Sangill.

Forestillingen spiller indtil 16. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste