Store Brøndum Kirke - har udsigt til at blive den blot 49. kirke i Danmark, hvor der er registreret ”skakbrætsten” i murværket. Privatfoto
Livet her

Endnu en kirke på egnen med i fint selskab

St. Brøndum Kirke er godt på vej til at blive kirke nr. 49 i Danmark, hvor der er registreret ”skakbrætsten” i murværket

13. januar 2021 kl. 14:51
Store Brøndum Kirke - har udsigt til at blive den blot 49. kirke i Danmark, hvor der er registreret ”skakbrætsten” i murværket. Privatfoto
Birgitte Wilsted Simonsen fotograferet ved den sydlige kirkemur i Store Brøndum, hvor skatbrætstenen er placeret helt oppe under tagskægget. Privatfoto
Man skal have øjnene med sig for at lokalisere skakbrætstenen, men kigger man nærmere efter, er det tydeligt, at stenen med sit skakternmønster skiller sig ud fra de øvrige sten i kirkemuren. Privatfoto

I forbindelse med sit arbejde som naturformidler for OutdoorHimmerland besøger Birgitte Wilsted Simonsen en del steder i Himmerland, herunder egnens kirker.

Kirker og kirkegårde er mange gange en afspejling af det, som skete i samfundet på den tid, ligesom kirkerne også er interessante som bygningsværker.

Under et besøg ved Store Brøndum Kirke blev Birgitte Wilsted Simonsen for nylig opmærksom på en speciel udformning af en sten i den sydlige kirkemur.

Den specielle sten, som er placeret helt oppe under tagskægget, er en såkaldt kvadersten (tilhugget natursten), og har en størrelse på cirka 30 cm x 50 cm. Og dét, som gør stenen speciel, er, at der i stenen er indhugget et skakternmønster.

Fænomenet kendes i forvejen fra andre himmerlandske kirker, men Birgitte Wilsted Simonsen har aldrig tidligere hørt om, at sådan en sten skulle findes i Store Brøndum.

Efterfølgende har naturguiden tjekket hjemmesiden www.skakbraetsten.dk - og ganske rigtigt, er stenen i Store Brøndum ikke tidligere registreret.

Det er til gengæld 67 andre mønstrede sten, fordelt på 48 kirker rundt omkring i Danmark.

Stenene er næsten altid placeret i det udvendige murværk og kan findes i alle kirkens bygningsdele.

Stenene er tilbage fra 1200-tallet og fremstillet i forbindelse med kirkebyggeri – og det er påfaldende, at 47 af de 48 kirker ligger placeret i et bælte, der strækker sig fra Thy og Hanherred over Himmerland ned til Århus-området.

Der er således ikke fundet eksempler på skakbrætsten i det sydlige Jylland eller på Fyn og Sjælland, men hvorfor der geografisk er denne forskel, er fortsat et uafklaret mysterium.

I Himmerland kan skakbrætstenene blandt andet ses i Bislev, Veggerby, Skivum, Giver, Kongens Thisted, Vebbestrup og Gunderup.

Den geografiske placering af kirker med skakbrætsten bliver endnu mere mystisk set i lyset af, at der samtidig i Tyskland og Polen er fundet omkring 50 kirker med skakbrætsten. Alle beliggende omkring floden Oder. Herudover er der også fundet skakbrætsten i enkelte kirker i Sverige og Norge.

Et andet mysterium ved skakbrætsten er, hvorfor de overhovedet er fremstillet. Der har blandt andet været teorier fremme om, at det har været et tidsfordriv for dem, som byggede kirken, at det har været dekoration af kirken, at det har været som symbol for en adelsfamilie eller en munkeorden.

Teorierne har også gået på, at skakbrætmønsteret symboliserer liv/død, godt/ondt eller himmel/jord - eller at der har været et symbol på ”fandens spillebræt” ud fra devisen: hvis fanden spiller brætspil, så er der fred til at brygge kirken.

I 1989 var der i Danmark registreret 45 kirker med i alt 59 skakbrætsten, mens den seneste opgørelse fra 2020 tæller 48 kirker med i alt 67 sten.

Og hertil kommer så altså nu Store Brøndum Kirke, der føjer sig ind i rækken som nummer 49.

- I og med at der de seneste 30 år kun er fundet tre nye kirker med skakbrætsten, så det var for mig en speciel fornemmelse at stå der ved Store Brøndum Kirke og konstatere, at der nu kunne føjes en ny kirke til det lille eksklusive selskab af kirker med skakbrætsten, bemærker Birgitte Wilsted Simonsen.

Skulle der i øvrigt sidde nogle i området med særligt kendskab til kirker med skakbrætsten, så hører Birgitte Wilsted Simonsen gerne fra dem.

Naturguiden kan kontaktes via mail-adressen birgitte.simonsen@mail.dk

- Hvem ved: Måske kan vi en dag få løst gåden om de mystiske skakbrætsten, bemærker hun.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu