Børnene dannede flagallé, som personalet skulle gå igennem.
Livet her

En særlig dag blev ekstra særlig

06. oktober 2022 kl. 16:10

Verden over fejres ”Lærerens Dag” hvert år den 5. oktober. En dag, hvor alle de fantastiske lærere, som hver dag gør en forskel for børn og unge, hyldes. I Blenstrup gjorde de ekstra meget ud af dagen, som de valgte at kalde ”Personalets dag”.

Bag initiativet stod en stor gruppe forældre, der havde lagt et flot stykke arbejde i at fejre alt personalet på byens folkeskole.

Også de mindste i børnehaven Valhalla fik kage i dagens anledning.

De gæve forældre havde i al hemmelighed sat flagallé op i byen, og det var et helt bevidst valg fra forældrene i Blenstrups side at udvide dette koncept til ”Personalets dag”.

Alle der arbejder på skolen og i byens børnehave/SFO Valhalla har indflydelse på børnenes trivsel. Derfor skulle de selvfølgelig have at vide, hvor værdsat de er. Alle er en brik i puslespillet, så takken og anerkendelsen skulle gå både til lærere, pædagoger, pedel, rengøring, ledelse, administration og vikarer.

Sådan blev personalet mødt, da de ankom onsdag morgen.

Berørt personale

Onsdag morgen ankom personalet således til byens skole og børnehave, hvor de blev mødt af en flot flagallé gennem gaderne og en stor banner på byens torv med ordlyden: ”Blenstrup har Danmarks bedste personale”.

På skolen, da personalet og børnene mødte ind til dagens morgensamling, blev de overrasket af en gruppe forældre, der ventede med en flot pyntet sal og personlige hilsener på tavlen. Det var et meget overrasket og tydeligt berørt personale, alt imens børnene hurtigt spottede en flot og velduftende kagemand.

Morgensamlingen blev gennemført som vanligt med fællessang og klaverspil, hvorefter en af initiativtagerne fra forældregruppen tog ordet.

Lækker kagemand med tydeligt budskab.

- Vi flager i hele byen i dag, fordi det er ”Personalets dag”. Vi er mange, der sætter stor pris på jeres kæmpe indsats her på skolen, lød det indledningsvist fra Hanne Bruun Førster.

I talen blev det tilstedeværende personale også nævnt ved navn, og der blev sat ord på de mange egenskaber, som både børn og forældre sætter pris på ved hver enkelt. Der var flere våde øjenkroge i salen blandt personale og forældre - og kæmpestore smil hos børnene.

- I Blenstrup er vi ved at skabe et nyt mantra. Vi vil væk fra, hvad I lærere kan gøre for vores børn, og i stedet have fokus på, hvad vi forældre kan gøre for jer lærere. Personalet i Blenstrup er bare så dygtige, kompetente, nærværende, lette at få fat i og generelt bare skidesøde, fortsatte Hanne Bruun Førster.

Byen flagede.

Kagemand til alle

Alle børnene lavede herefter en flagalle, som lærerne og personalet skulle gå igennem. Det bragte store smil på alles læber og igen lidt våde øjne.

Højs Bageri fra Hadsund havde sponsoreret de lækre, nybagte kagemænd, så alle lærere, personale, børn og forældre kunne hygge lidt inden undervisningen kaldte. I børnehaven, Valhalla, som ligger i forlængelse af skolen, blev der også serveret kagemand.

Kø til kagemanden.

- At stable sådan et arrangement på benene er ingen sag, når vi løfter i flok. I Blenstrup er vi ikke bange for at tage initiativ og opbakning er der masser af. Det har været en fornøjelse at forberede denne overraskelse for vores dygtige lærere og personale i Blenstrup, lød det efterfølgende fra Pernille Zink Stjernholm, der var en af forældrekræfterne bag initiativet og arrangementet.

Annonceret indhold

Nyeste