En god idé at flytte Tour de Als

14. august 2018 kl. 06.00

ALS: Boldklubben Viking i Als kunne godt have brugt lidt af de seneste ugers sol og varme, da man lørdag afviklede sidstedagen af idrætsugen. Det holdt imidlertid tørt, da cykelløbet Tour de Als blev gennemført.

Det var første gang, man afviklede det i et par formiddagstimer og med start og mål på Als stadion.

Både cykelryttere og publikum tog godt imod ændringen. Der var samme antal cykelryttere, 35, som da man i fjor gennemførte løbet som et selvstændigt arrangement med start og mål på Springvandspladsen.

Løbet blev gennemført på mindre befærdede veje, og cyklisterne prøvede asfalt, grus, fliser og græs som underlag.

Vinder af løbet og dermed den gule trøje blev Oskar Domino, der nåede at cykle 50 km i de to timer, løbet varede. Vinder af humørtrøjen blev Lise og Pilou Hørbye Bach, og vinder af den prikkede, der i Als var for det festligste indslag, blev Christiane Domino. Hun stillede op med sin specielle cykel og sine dagplejebørn.

Oliver Frydenlund Bak havde indsamlet flest sponsorer. Asger Roland Petersen cyklede flest kilometer i aldersgruppen under 10 år.

Løbets yngste pige var Esther Thybo Levisen på to år, og samme alder havde løbets yngste dreng, Pilou Hørbye Bach.

Der var sat en cykel på højkant i en lodtrækning blandt samtlige deltagere. Den blev vundet af Signe Levisen, og Johannes og Laurits Cleeve vandt lodtrækningen om to gange 500 kr.

Løbet indbragte i alt 29.719 kr. til den arrangerende forening. Heraf samlede et herrehold alene 6.759 kr. ind, og det udløste en gavecheck på 3.000 kr. til holdet, oplyser Gitte Sander Andersen fra boldklubbens håndboldafdeling.

Efter gadeløbet blev der budt på gadefodbold, og idrætsugen sluttede med spisning og musikalsk underholdning, som Ejner Arentoft og Jesper Andreasen stod for i teltet på stadion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste