Billede beskrivelse

En fredag fuld af smagsoplevelser i Hadsund

30. august 2018 kl. 10.13

HADSUND: Blandt alle Hadsund Handels events i løbet af året fremstår fredagens "Smag på Hadsund"-arrangement helt klart som et fyrtårn.

Det hele skydes i gang med gratis kaffe og morgenbrød i Butikscenteret, og gennem hele dagen vil borgerne så i øvrigt blive forkælet med tilbud fra forenings- og handelslivet samt fra politikere, bilforhandlere og banker i Hadsund.

Fra sportens verden møder man eksempelvis sportsgrene som karate, boksning, bordtennis, håndbold, skydning og roning. Karatekæmperne indtager scenen i Butikscenteret og viser bl.a., hvordan man med de bare næver flækker mursten, og det hele krydres af musik fra gruppen Junik samt madoplevelser fra Friis Vine og Deli, oplyser Jan Vestergaard, der har ansvaret for Hadsund Handels aktiviteter.

I Storegade er der også gang i den. Her har skydeforeningen således har opstillet en "skydecontainer" foran Butikscentret. HB Håndbold har medbragt en stor mascot, der udleverer godter, og roklubben har nogle af sine flotte robåde udstillet.

Rent kulinarisk står der mexicansk mad på menuen i Storegade, og det er også i Storegade, de politiske partier vil være på plads med smagsprøver til både øre og gane.

På Torvet i Hadsund er der ligeledes tradition for både salg og en masse smagsprøver, og det hele omkranses af musik fra Genlyd, som nok skal sørge for at skabe en hyggelig torvestemning.

Om eftermiddagen vil der desuden være mulighed for at opleve Kalles Trommeshow på Torvet, som starter klokken 15.

Og så marcherer Hadsund Skoleorkester i øvrigt som sædvanligt igennem byen for fuld musik, fremhæver Jan Vestergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste