Elevrekord på Hobroskole

Aldrig har så mange - 78 piger og drenge - haft første skoledag i Bymarkskolens fire nye klasser

22. august 2017 kl. 12.49

Den gamle Bymarkskole-sang om en "lille skole midt i Hobro, med byens bedste børn, kan I tro", er for længst omskrevet til "dejlig skole midt i Hobro..."

Lille er den jo ikke længere - efter udvidelsen i 2012 med Byhus 3 og udvidelsen af skoledistriktet er skolen vokset fra knap 200 til godt 500 børn.

Forleden stævnede yderligere 78 små forventningsfulde piger og drenge ind til skolestart i 0. klasse.

De blev taget festligt imod af kammerater på mellemtrinnet, som hele vejen fra indgangspartiet til samlingssalen dannede allé og viftede med dannebrogsflag.

I salen bød skoleleder John Schulz børnene og deres forældre velkomne.

Han fortalte, at han forleden dag i byen traf en begejstret dreng, som glædede sig "helt vildt" til skolestart.

Og præcis på samme måde har John Schulz det, betroede han børnene, inden de efter navneopråb klassevis gik ud til deres lokaler.

Dermed tegner Bymarkskolen i Hobro sig Mariagerfjord Kommunes største årgang af børnehaveklasser, som det hed førhen.

De 78 elever kunne godt have været fordelt på tre klasser, men skoleledelsen har valgt at forme fire små klasser med henholdsvis 19, 19, 20 og 20 elever.

26-27 elever i en klasse er mange. Fire små klasser på 0. årgang betyder øget voksenopmærksomhed til det enkelte barn, forklarer John Schulz.

Bymarkskolen er egentlig ikke bygget til at være fire-sporet. Lokalemæssigt er den kun gearet til tre. Det er dog lykkedes ledelsen at finde plads til alle inden for rammerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste