Ejendomsmæglerfirma fejrer 25 års jubilæum
Ejendomsmægler John Frandsen ser tilbage på de første 25 år i branchen
LØGSTØR: Det var alt andet end en aprilsnar, da John Frandsen 1. april 1995 slog dørene op til sin allerførste boligbutik. Det var i en nedlagt bladkiosk på Mariagervej i Randers, hvor firmaet faktisk også har en afdeling i dag. I skrivende stund består Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen af 30 boligafdelinger og flere på vej.
Nu er vi i 2020, og 25 års jubilæumsdagen er tæt på. Sådan et jubilæum får naturligt tankerne til at flyve lidt tilbage til, hvordan det var dengang for 25 år siden og den udvikling, der er sket i løbet af årene.
Hverdagen, teknologien, markedsføring, regelsæt og stort set alt andet har ændret sig væsentligt.
- Jeg kan huske, at markedsføring dengang var en halvsides avisannonce med sort/hvide fotos og meget sparsomme informationer om boligen. Når der skulle tages fotos af boligerne, var ejendomsmægleren selv ude med kameraet, afleverede filmen hos fotohandleren og hentede ugen efter et sæt med 10 kopier af farvefoto – som vi så klæbede fast på salgsopstillingen, fortæller John Frandsen.
Internettet var dårligt nok opfundet – og var i hvert fald ikke-eksisterende på boligmarkedet. Email fandtes ikke – til gengæld havde vi faktisk et fungerende postvæsen.... - og telefax.
- Mobiltelefonen var ny, moderne og voldsomt dyr. Når vi som ejendomsmæglere havde aften- og weekendvagt var det på fastnet-telefonen, og man var enten hjemme, eller fik aktiveret sin bedre halvdel til at give en hånd med at passe vagttelefonen, siger grundlæggeren.
Hvad så med de næste 25 år?
En ting er sikkert – udviklingen stopper ikke. Uddannelseskravene vil stige og kravene til faglighed vil i endnu højere grad give ejendomsmæglerbranchen en rådgiverrolle, fremfor overvejende at handle om salg, vurderer John Frandsen, som ser, at nye teknologier, som f.eks. virtual reality vil findes indpas ved boligpræsentationer, ombygningsmuligheder o.lign.
- Markedet vil formentlig også blive endnu mere liberaliseret, hvor man for eksempel kan forestille sig, at alle boliger er til salg hos alle mæglere - og at det er mægleren med køberen, der gennemfører handelen. Sådan er det bl.a. i USA i dag, og mon ikke det kommer over til os i Danmark.
- Vi kan ikke se tilbage eller frem uden også at forholde os til nutiden – og ikke mindst den højaktuelle Corona-krise. Vi har som virksomhed gjort os umage for at leve op til vores ansvar, både overfor samfundet, vore kunder og vore ansatte. Vi har bestemt ikke taget let på situationen. Her har det faktisk hjulpet at vi igennem firmaets 25 års historie har mødt og kommet igennem flere kriser, lige fra IT-boblen, finanskrisen og andre større og mindre hændelser. Den erfaring har vi stor gavn af, og uanset hvor slemt tingene kan se ud lige nu, så tør jeg godt at love at også denne krise kommer vi alle igennem, siger John Frandsen.