Billede beskrivelse

Ejendomsmægler vender hjem

31. august 2017 kl. 06.15

Home Hobro-Mariagerfjord opruster og har ansat Anne-Mette Beck i en stilling som fuldtids ejendomsmægler.

- Vi har ganske enkelt rygende travlt. Det går godt med salget, og vi har flere vurderinger og fremvisninger, så der er brug for flere kompetente hænder for at nå det hele og samtidig opretholde et højt serviceniveau over for både købere og sælgere, siger Henrik Moesgaard Ramm, der har været indehaver af den lokale Home-butik siden foråret 2015.

37-årige Anne-Mette Beck kommer fra en stilling som salgskonsulent og rådgiver hos feriehusudlejningskæden Sol og strand, hvor hun lige har holdt barselsorlov, men hendes hjerte banker for ejendomsmæglerfaget, og det banker ekstra rødt for Home.

- Jeg har lært meget af seks år i udlejningsbranchen, men jeg er rigtig glad for at være tilbage i mæglerfaget og tilbage i den røde Home-trøje, og jeg er så klar til at løbe stærkt på hele Hobro og Mariagerfjords bolig-bane, siger Anne-Mette Beck, der tidligere har været ansat seks år i Home Hobro/Hadsund/Øster-Hurup.

I alt har hun otte års erfaring fra ejendomsmæglerbranchen - blandt andet med en afstikker til Aarhus - men nu er hun altså på hjemmebane igen.

- Jeg er indfødt hobrogenser - født og opvokset i byen - og jeg bor på Tyttebærvej, fortæller Anne-Mette, der faktisk også var på det første Home-hold af finansøkonomer, der fik eksamen fra Erhvervsakademiet i Hobro.

I 2006 fik Anne-Mette sin eksamen som ejendomsmægler i hus, og hun elsker mægler-jobbet.

- Som ejendomsmægler møder du mange mennesker. Det nyder jeg, og det har lært mig at møde kunderne i øjenhøjde, der hvor de er. For os mæglere er bolighandel jo hverdag, men for alle andre er det en stor ting i livet med mange følelser i, og det gør jeg meget for at tage hensyn til, fortæller Anne-Mette, der samtidig med sine udadvendte styrker er lidt af et ordensmenneske.

Der er mange administrative opgaver i forbindelse med en bolighandel, og Anne-Mette sætter en ære i, at der er ’orden i sagerne’.

I al beskedenhed, synes jeg selv, jeg er god til at have struktur på alt omkring handlen. Med andre ord, jeg elsker at have alt i skemaer og ’kasser’, siger Anne-Mette med et smil.

Lige så glad hun er for den afvekslende hverdag som ejendomsmægler, er hun for afveksling i fritiden.

Jeg vinterbader og står på ski, så meget jeg kan komme til det, og så nyder jeg en løbetur med et par veninder," fortæller den aktive ejendomsmægler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste