Efterskoledyst på mountainbike
Rebild Efterskole vært for 145 elever fra 13 jyske efterskoler
ole.jensen@nordjyske.dk Med en halv times forsinkelse var Rebild Efterskole onsdag ved middagstid klar til at give startsignalet til at sende 145 efterskoleelever fra 13 jyske efterskoler på mountainbike ud på en fem kilometer lang rute i Rold Skov i området ved Skørping Idrætscenter.
Det er andet år i træk at efterskolen i Rebild arrangerer en slags mesterskab i mountainbike for efterskoleelever.
Vindere af mountainbikeløbet for efterskoler blev Nicklas Block fra Hald Ege Efterskole og Line Svendsen fra Rebild Efterskole.
De gennemkørte hver 20 kilometer og dermed fire runder på henholdsvis 1.17 og 1.33.
Nicklas Block og de andre på adventureholdet på Hald Ege Efterskole har i øvrigt Kyllingen alias Michael Rasmussen som lærer.
Efter løbet var der uddeling af 45 sponsorerede præmier, der blev fordelt ved lodtrækning med udgangspunkt i hver enkelt elevs løbsnummer.