De nye elever ankommer til efterskolen. Privatfoto
Livet her

Efterskole sætter ny elevrekord

13. august 2022 kl. 06:00

Vesterbølle Efterskole har netop budt velkommen til 114 elever, hvilket er det højeste antal i efterskolens historie.

Siden skoleåret 19/20 har skolen etableret 20 ekstra elevpladser. Udvidelsen er i tråd med de mål efterskolen har sat sig, og der er løbende blevet arbejdet på at skabe de bedste rammer med de ekstra elever i huset

Målet om at blive lidt større går hånd i hånd med efterskolens vision.

Forstander Martin Diget Aamann understreger, at efterskolens værdier er nerven i alt, hvad man gør og drømmer om at gøre.

- Der ligger mange muligheder i flere elever og ansatte såvel som i udvidelsen af de fysiske rammer, siger forstanderen.

De senere år har efterskolen således lavet ombygninger og tilbygninger, bl.a. i form af en ny hal, fitnesslokale samt ny foredragssal. Elevværelser er der også kommet flere af, og man har renoveret en del af de eksisterende. Det er også blevet til en lærerbolig mere samt en ekstra parkeringsplads.

Den løbende udvidelse har automatisk også krævet flere medarbejdere, lige fra pedeller til lærere. Dette skoleår er endnu en lærer blevet ansat og med flere lærerkræfter kommer også nye kompetencer i huset, som bl.a. afføder nye spændende valgfag.

114 elever skulle guides på plads på Vesterbølle Efterskole. Privatfoto

Eksempelvis er yoga, skriveværksted, floorball, strik & design samt spansk nogle af de nyeste fag i skemaet.

I fremtiden drømmer Martin Diget Aamann om at kunne gøre endnu mere ud af rammerne for efterskolens mange kreative fag samt bygge en stor ny idrætshal til de mange sportsglade elever. Andre drømme realiseres indenfor nær fremtid, hvis alt går efter planen.

Bl.a. afventer efterskolen grønt lys til at opsætte en 30 meter høj vindmølle, som efterskolen har anskaffet sig fra Vestas. Planen er, at den skal ombygges til et sjovt klatretårn.

Se også
Det her er vildt! Kæmpe vindmølle bliver til klatretårn
Annonceret indhold

Nyeste