Billede beskrivelse

Efterlysning: Kender du til 20 ældre forsvundne smalfilm?

Kan du hjælpe Walter Johannesen med at finde en snes gamle smalfilm, der forsvandt cirka 1990?

26. oktober 2018 kl. 10.04

HOBRO: Har du selv - eller kender du nogen - som har gamle smalfilm af ubestemmelig karakter liggende derhjemme?

I givet fald hører kasserer Walter Stig Johannesen fra Hobro Børne & Ungdomsfilmklub gerne fra dig.

Forsvandt cirka 1990

Det drejer sig om en snes super 8 smalfilm - typisk á tre minutters varighed, som forsvandt cirka 1990 eller deromkring.

- Tilbage i 1979 etablerede klubben et filmværksted. For penge, klubben havde fået bevilget, købte vi nogle otte millimeter smalfilmoptagere - gode apparater - som både medlemmer, skoleklasser eller grupper kunne låne.

- Det udbyggede vores mulighed for at fastholde børns og unges interesse for film.

- Mulighederne dengang var jo ikke som nu om dage, husker Walter Johannesen.

Filmen om Ane Cathrine

De efterfølgende år fik man produceret en række film. Herunder filmen om Ane Cathrine, der som 20-årig blev halshugget for at have sat Hobro by i brand.

Filmen blev for en stor del optaget i Den Gamle By i Aarhus, hvor børnene især gjorde brug af Borgmestergården.

Alle værkstedets film blev vist i biografen for klubmedlemmer og indbudte gæster.

Udlånt til ukendte

På et tidspunkt blev filmene udlånt, og de blev desværre aldrig leveret tilbage.

Blandt andre studerende fra Aalborg var inde over, men det fortoner sig i glemslen, hvor filmene blev af.

Kan du skaffe dem til veje, vil der lyde en glad tak og absolut ingen bebrejdelser fra Walter Johannesen, der har været med i klubben alle årene.

Han kan du kontakte på 9854 7036.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste