Drikkevand i Mariagerfjord fri for pesticid
Drikkevandet fra Mariagerfjord Vand A/S er fri for pesticidet chloridazon. Det oplyser Mariagerfjord Vand i en pressemeddelelse.
12 indvindingsboringer er i september kontrolleret for pesticidet chloridazon.
Baggrunden for den ekstraordinære kontrol er, at der i foråret i flere boringer i Danmark er fundet chloridazon og at drikkevandet ikke tidligere er kontrolleret for dette stof.
Chloridazon blev primært anvendt i forbindelse med roe-, løg- og kartoffeldyrkning i årene fra 1964 til 1996, oplyser Mariagerfjord Vand.
Moderstoffet chloridazon nedbrydes i jorden, først til desphenyl-chloridazon og senere til methyl-desphenyl-chloridazon.
Mariagerfjord Vand har valgt at analysere for både moderstoffet og de to nedbrydningsprodukter.
Ud over chloridazon analyserede man også for samtlige andre parametre, som findes i en normal boringskontrol.
Resultaterne viste, at Mariagerfjord Vand overholder alle de krav, der er til drikkevand i Danmark, og tilmed langt under de fastsatte grænseværdier.
Bestyrelsen i Mariagerfjord Vand er glad for og stolte over, at drikkevandet har den gode kvalitet uden nogen som helst anmærkninger, da de ca. 1,3 millioner kubikmeter drikkevand, der pumpes ud til forbrugerne om året udgør ca. 35 procent af det drikkevandet, der forbruges i hele Mariagerfjord Kommune.
Man bruger over to millioner kroner om året på at sikre, at drikkevandet fortsat vil have den gode kvalitet og at der er nok af det.
Fra 2018 bliver det obligatorisk at analysere for chloridazon.