Politiet i Himmerland pågreb natten til fredag 11. november to bilister, som sigtes for spirituskørsel. 
Livet her

Drak 12 øl i bilen på vej hjem og slingrede afsted på motorvejen

11. november 2022 kl. 09:56

HIMMERLAND: En 27-årig mandlig bilist fra Nøragerområdet havde fået mere end en tår over tørsten, da han torsdag aften klokken 23.15 blev standset af politiet ved Senhøj Rasteplads, E45. 

Bilisten vakte opsigt på motorvejen på grund af sin slingrende og usikre kørsel, hvor han skiftede mellem at komme op og ned i fart. 

Manden er håndværker og indrømmede, at han havde drukket 12 øl på vej hjem fra København, oplyser vagthavende ved Himmerlands Politi, politiassistent Hans Henrik Sørensen. 

Ud over at blive sigtet for spirituskørsel venter der den 27-årige en sigtelse for at have kørt uden kørekort. Manden har tidligere fået frakendt førerretten og har ikke siden generhvervet den. 

Også i Støvring by var der en spiritusbilist på færde natten til fredag. Her var det en mindre personbil i rundkørslen ved Hobrovej/Grangårdsvej, der tiltrak sig politiets opmærksomhed. 

Bilisten, en 27-årig mand fra lokalområdet, forsøgte at køre fra politiet, men ramte ind i et vejskilt på Klepholmvej. Derpå forsøgte han at stikke af til fods, men blev indhentet af en af politiets hunde. 

Ifølge vagthavende ved Himmerlands Politi erkendte den 27-årige, at han havde drukket for meget til at køre bil. Han er også i forvejen frakendt sit kørekort. 

Annonceret indhold

Nyeste