Det spirer i Arden Hallerne
- Vores idé er egentlig meget enkel. Vi vil samle alle vores aktiviteter under ét, og giver brugerne mulighed for at få ét medlemskab til det hele. Det gælder individuel træning i fitnesslokaler, vores forskellige holdtræninger og adgang til svømmehallen. Her får man ét medlemskab til det hele, ovenikøbet til en meget attraktiv pris, fortæller Claus Jacobsen, der er centerleder for Arden Hallerne.
- Vi har arbejdet på initiativet længe, og har sparret en del med blandt andre DGI. For at give initiativet de bedst mulige betingelser har vi ansat Tim Borup-Pedersen som ny aktivitetsmedarbejder i Arden Fitness. Han kommer til at stå i spidsen for en række forskellige hold, som medlemskabet også giver adgang til.
- Før vi lancerer det nye medlemskab har vi de seneste måneder knoklet meget med at istandsætte fitnesslokalerne, hvor vi også skifter hele maskinparken ud til nyere og bedre maskiner. Samtidig har vi fået noget helt unik graffitikunst på væggene, fortæller Claus Jacobsen.
Unik graffitikunst
Det er den britiskfødte Richard Holmes, der har malet flere af væggene - både i fitnesscentret, i opholdsgangen og i svømmehallen. Tre meget forskellige værker, der alligevel hænger sammen. Richard Holmes, der startede sin graffitikarriere ved at male togvogne i London, men senere har gjort det til legal kunst, er kendt for et meget farverigt, råt univers blandet sammen med en delikat og stilsikker finish. Sådan er det også blevet i Arden Hallerne.
- Vi havde nogle store og hvide flader, og tænkte, at det kunne være spændende med sådan en type kunst på væggene, og så ville det passe godt med vores relancering af Arden Hallerne. Vi er bestemt ikke blevet skuffede. Vi er meget tilfredse med resultatet, fortæller Claus Jacobsen, der glæder sig til åbningsdagen den 3. september.
- Ideen med det hele er selvfølgelig at booste antallet af medlemmer og brugere af Arden Hallernes tilbud. Vi har en ambition om 350 medlemmer, og det tror jeg på lykkes, fastslår Claus Jacobsen.