Billede beskrivelse

"Det gode Liv" drømmer nu om "Den gode Søvn"

04. november 2017 kl. 09.10

Øster Hurup har Det Gode Liv, nu får de også Den Gode Søvn.

Mariagerfjord Kommune har overdraget den tidligere SFO bygning ved den nu nedlagte skole til Øster Hurup Multihus til Den Gode Liv.

En arbejdsgruppe bestående af Jørgen Kaare Jensen, Lasse Kristensen, Ingermann Sørensen, Jørgen Andersen, Paul Madsen og Erik S. Damgaard har fået FJORDEN Arkitekter til at udarbejde et skitseforslag der viser, at der kan indrettes 6 dobbeltværelser samt køkken og fællesrum i den 160 m2 store bygning.

- Der er behov for en mindre overnatningsfacilitet til gæster i lokalområdet herunder kurser, gæster i Multihuset og ikke mindst tema arrangementer for gæster til Vildmosecentret, siger Erik S. Damgaard fra arbejdsgruppen Det gode Liv i Øster Hurup.

Anlægsøkonomien er budgetteret til 2,2 mio. kr. der skal tilvejebringes ved sponsorater, fundraising samt folkeaktier. Ved den senest afholdte fællesspisning i Multihuset havde arbejdsgruppen den glæde, at lokale tegnede 30 aktier à kr. 1.000; men der er selvfølgelig plads til mange flere, så det er bare at kontakte en af os, siger Erik S. Damgaard.

Realiseringen af projektet skulle gerne ske gennem vinteren og foråret 2018, så der kan ske indvielse af overnatningsfaciliteten samtidig med indvielse af den nye helhedsplan for Øster Hurup Fra Vision til Virkelighed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste