Det går planmæssigt med den gamle bedding i Løgstør
Løgstør Bedding er i gang med at blive renoveret
LØGSTØR: For nogen tid siden gik en totalrenovering af Løgstør Bedding i gang. Firmaet HMC og LSM udfører arbejdet i samarbejde med Nordjysk Dykkeservice, som står for arbejdet under vandoverfladen.
Forleden blev det sidste støbt ”på land”, og det var gjort muligt ved at lukke af mod fjorden med store sandsække, så man kunne arbejde og støbe bag det.
På havnens østre del, hvor LSM tidligere havde til huse, ligger fire sektioner af hver 12 meter klar. De fire sektioner med skinner er fastgjort på azobè træ, som har en meget lang levetid.
De færdige sektioner skal, når det igangværende arbejde er færdiggjort, sænkes ned på bunden, præcis hvor det gamle anlæg var, da der er piloteret på det område og de pæle, der er brugt, er stadig helt friske.
Når de færdige sektioner er på plads, støbes sektionerne fast, så de ikke flytter sig. Et stykke kulturhistorie i Løgstør bevares og vil være intakt i mange, mange år til glæde for byen og kulturen i området.