Dennis Rømer i super car
Nordjyden lader op til den store nordiske rallyafdeling, som køres på Nysum Banen 11. og 12. august
Nordjyden Dennis Rømer vender tilbage til de heftige 4 wd (firehjulstræk) race i rally cross.
Gennem 13 år har Dennis Rømer været fascineret af racing udfordringerne her.
Nu vil køreren fra Motorsport Nordjylland (MNJ) prøve kræfter med den skrappeste rally cross klasse - super car.
Fra allerførste møtrik har Rømer selv opbygget sin VW Polo 6R RX Super Car.
- Populært sagt er kun karosseriet og VW logoet på fronten identisk med gade-versionen af en VW Polo 6R, forklarer Dennis Rømer.
- Blandt andet af brandmæssige årsager bliver al indmaden i passager-kabinen pillet ud.
Desuden handler motorsport også om at undgå overflødig vægt, fordi dette koster brøkdele af sekunder til konkurrenterne, pointerer han.
Firehjulstræk er ikke uvant for Dennis Rømer, som i 2008 blev dansk mester i en Seat Cordoba WRC.
- I nullerne lænede 4 wd’erne sig op af fætrene i rally.
- På hastighedsprøverne i rally er holdbarhed og uekstrem topfart i højsædet, hvorfor ydeevnen "kun" var på 300 hk/550 Nm.
Dette er i super car anno 2018 opjusteret til næsten det dobbelte i ydeevne, forklarer Dennis Rømer.
Rømer Motorsport har naturligt nok ikke undgået de obligatoriske børnesygdomme i det krævende motorsports-projekt: - Det ville da også være meget usjovt, såfremt alt spillede i allerførste forsøg.
Ved shake down-testen konstaterede vi rystelser foran, og senere blev fortøjet rykket helt fra hinanden.
- Vi måtte derfor til sidst flytte gearkassen 20 centimeter længere tilbage, forklarer han.
Dennis Rømer forventer i sagens natur, at vognen er trimmet til start, når der køres Rally X Nordic på hjemmebanen på Nysum Banen i løbsweekenden 11. & 12. august.
- Her vil vi fejre premieren for vores nye super car projekt og satser på at nå med i semifinalerne blandt det skrappe startfelt, bebuder han.