Cykelklub på vej i Hadsund
HADSUND: Cykling er de seneste år blevet en rigtig folkesport, og over hele landet melder cykelklubber om stigende medlemstal. Således også i Hadsund hvor tilslutningen til de ugentlige cykelture nu har vokset sig så stor, at de lokale cykelmotionister er på tærsklen til at stifte en "rigtig" cykelklub.
HMC, som klubben kalder sig, er indtil videre organiseret som en Facebook-gruppe, der tæller 85 medlemmer og træner tre-fire gange om ugen.
Det er ikke alle 85, der møder op hver gang, men som regel er der en 8-12 cykelryttere, der møder op foran SuperBrugsen i Hadsund, når der kaldes til træningstur.
- Alt efter hvor mange der møder op, deler vi os i hold alt efter niveau og aftaler en rute.
- Der er plads til alle i HMC, og kigger man på medlemmerne, så der også næsten 50 års forskel på den yngste og den ældste, og man skal ikke tro, at cykling kun er for mænd. Der er også piger med i HMC, og der mangler der ikke mange, før vi kan lave et rent pigehold, fortæller Lars Bachmann på vegne af HMC.
Lørdag 22. september inviterer cykelmotionisterne i Hadsund til "Intro dag" for evt. nye interesserede.
- Vi mødes ved SuperBrugsen i Hadsund, og cykler et par timer, og så slutter vi ellers af på DaVinci I Hadsund, hvor der serveres en pizza og en øl eller vand til en samlet pris på 100 kroner, oplyser Lars Bachmann.