Byfesten i Skørping efterlyser frivillige
Heldigvis har mange allerede meldt sig som frivillige, ligesom både foreninger og erhvervsdrivende i Skørping har meldt sig under fanerne for at gøre årets byfest i Skørping til en succes.
Men da festen i år varer en hel uge, er der selvsagt mange gøremål. Derfor efterlyser Skørping Byfestlav frivillige, der er klar til at give en hånd med til festen.
- Det er særligt til nogle af barvagterne, at vi mangler frivillige, fortæller Rasmus Falk, formand for Skørping Byfestlav.
- Samtidig kunne vi godt bruge nogle til at hjælpe med at opsætte flag før festen, og tage dem ned igen bagefter.
- Så har man lyst til at bruge nogle timer på at få festen til at fungere optimalt, skal man endelig kontakte os.
Det kan ske via facebook-siden "Skørping Byfest" - eller ved at sende Rasmus en mail på: rasmus@falksen.dk.
En anden opfordring lyder på at deltage i byfestens sæbekasserace "Det’ opad bakke", der løber af stablen på Jyllandsgade lørdag den 19. august. En genoplivning af den gammel tradition i forbindelse med byfesten.
Et sjovt race for børn, unge og andre fartglade, hvor den flotteste og hurtigste bil bliver kåret, ligesom det mest energiske hold og det bedste tema ligeledes får anerkendelse.
Se mere på facebook-siden: "Det’ opad bakke".