Brogades nye vinforretning
Golden Wine med Tonni Bach i spidsen er flyttet fra Sønder Onsild til Hobro
Først startede Tonni Bach forretningen Golden Wine som webshop. Lidt senere kom der liv i en fysisk forretning på Viborg Landevej i Sønder Onsild, så kunderne kunne lægge vejen forbi stationsbyen for at se og smage på varerne.
Men med et sortiment, der blev støre og større, begyndte pladsen at blive for trang. Når der blev holdt vinsmagninger for større forsamlinger, måtte der flyttes rundt på tingene i lokalet. Så begyndte det hyggelige altså at forsvinde lidt, syntes Tonni Bach.
Derfor pakkede han flaskerne ned, og flyttede butikken til Brogade 52 i Hobro, hvor han åbnede 5. august i år.
- Jeg havde i længere tid kigget på lokalerne, når jeg kørte forbi. Så snakkede jeg lidt med min kone om det. Så fik jeg lov til at flytte, siger Tonni Bach, som ser store muligheder i, at butikken ligger ved en af de mest trafikerede veje i Mariagerfjord og nu er dobbelt så stor.
- Vi har mange kunder fra Hobro, men der kommer også mange helt fra Aalborg og Frederikshavn. Vi har endda nogle nordmænd, som kigger forbi, når de er nede i deres sommerhuse, siger Tonni Bach.
I mange år arbejdede 42-årige Tonni Bach som eksportchauffør, men på et tidspunkt lovede han konen, at han ville til at være mere hjemme. Så et eller andet skulle han til at finde på.
Samtidig havde Tonni Bach nogle kammerater, som rejste til Italien og handlede lidt vin, og mente, at det var da lige noget for Tonni Bach at kaste sig over. En lille drøm om at starte noget for sig selv, lå også og gemte sig i Tonni Bach.
Alle de ender blev til sidst bundet sammen til Golden Wine, og derefter gik det stærkt.
Nu sælger han vin i begge ender af prisskalaen, spiritus, specialøl, chokolade, gavekurve og holder smagsaftener.
- Jeg kan godt lide at prøve noget nyt, og nu var chancen der, husker Tonni Bach.
Udover et større sortiment, som kræver et større lager, er der også en anden arbejdsopgave i forretningen, der giver et behov for større albuerum.
- Vi trykker rigtig mange vinetiketter, hvor for eksempel et firma vil have deres logo på en flaske vin, som de kan have med som gave til en reception. Der er også mange private, som kommer for at få lavet deres egen etiket. Det har virkelig grebet om sig i de senere år, siger Tonni Bach.
Torsdag, fredag og lørdag har butikken på Brogade åben, hvor Tonni Bach står bag disken. De resterende dage arbejder han med få aftaler på plads med danske og udenlandske leverandører, besvare mails, sende varer fra webshoppen, lave etiketter - og så kører han også lige lastbil engang i mellem for Arla Foods.
Han lægger ikke skjul på, at han er en arbejdshest. 16-18 arbejdstimer i døgnet i alle uges syv dage, kan det godt blive til.
- Jeg er taknemmelig for, at min kone har så stor tålmodighed med mig. Jeg er nogle gange nok lidt umulig. Det kræver, at man har baglandet i orden, når man arbejdet så meget, ellers falder det fra hinanden, smiler han og tilføjer:
- Men jeg har det rigtig godt med at komme ud og køre lidt i lastbilen. Så får jeg noget ro og er bare mig selv.