Frede på hårdt arbejde.
Livet her

Brave hunde søgte forgæves

21. maj 2023 kl. 17:01

Forleden var to af DcH Støvrings hunde på en usædvanlig svær opgave. DcH Støvring blev nemlig kontaktet, at der var tabt et kamera på en mark.

Her trådte Børge med sin hund Frede og Annette med sin hund Kenya til. De tænkte begge, at det måtte være en overkommelig opgave, da hundene er vant til at finde meget små genstande som eksempelvis et høreapparat.

Opgaven skulle dog vise sig at være langt mere vanskelig end forventet.

Kameraet var nemlig tabt i fire kilometers højde i forbindelse med et faldskærmsudspring, og ”marken” skulle vise sig at være hele seks marker, nogle af dem med høj raps, majsstubbe, mens en anden var ved at blive pløjet, da de ankom. Der var desuden læbælter, dybe mudderhuller, krat og skov.

Også Kenya knoklede løs.

Men både hunde og ejere lod sig ikke slå ud, og der blev sammenlagt ledt i tre timer, inden hundene var så trætte, at de måtte indstille arbejdet.

Desværre blev kameraet ikke fundet, men hundene havde kæmpet bravt og gjort det fantastisk med systematisk at gennemsøge et kæmpe område.

Annonceret indhold

Nyeste