Bortvist beboer truede personale - havde medbragt køkkenkniv
Botilbuddet Lindholm i Gravlev måtte tilkalde politiet, da en tidligere beboer kom med trusler
GRAVLEV: En tidligere mandlig beboer på botilbuddet Lindholm på Gravlevvej 45 i Gravlev troppede natten til onsdag klokken 01.21 op på stedet, hvor han ville have fat i en anden nuværende beboer.
Det afviste personalet, og det fik den bortviste, en 51-årig mand, til at komme med trusler over for dem, blandt andet at han havde en kniv på sig.
Politiet blev alarmeret, og da en hundepatrulje nåede frem, forsøgte den bortviste beboer at flygte fra stedet.
Han blev dog indhentet af politiet, uden at der blev anvendt politihunde til opgaven, oplyser vagthavende hos Nordjyllands Politi.
Manden blev anholdt med henblik på fremstilling i et grundlovsforhør senere onsdag i Aalborg.
Under anholdelsen blev manden afsløret i at have en køkkenkniv på sig med et 20 centimeter langt blad.
Så ud over trusler over for personalet på botilbuddet bliver han også sigtet for overtrædelse af knivloven.