Billede beskrivelse

Borgere i Hobro får tjekket røgalarmer

Røgalarmpatruljen på besøg i Stoldal, Horsøparken og Fortunaparken på søndag

16. november 2017 kl. 06.20

Hvert år oplever tusindvis af danskere at have brand i eget hjem, og alene i 2016 omkom 52 personer som følge af brand.

Langt de fleste dødsbrande sker i boliger uden røgalarm, og særligt ældre er en udsat gruppe. Derfor sender Nordjyllands Beredskab, BrandBevægelsen og TrygFonden nu RøgalarmPatruljen på rundtur i Hobro for at tjekke, at ældre i byen har en virksom røgalarm i deres hjem.

- Goddag, vi er Røgalarmpatruljen og vil gerne have lov at tjekke din røgalarm. Og har du ingen røgalarm, vil vi gerne sætte en op.

Den besked er der mange, der vil lukke døren op til, når Røgalarmpatruljen tager på rundtur i Hobro - nærmere bestemt i Stoldal, Horsøparken og Fortunaparken søndag 19. november for at tjekke røgalarmer.

Røgalarmpatruljen består af en brandmand og to unge hjælpere fra de lokale spejdere, KFUM Hobro, og de vil gå fra dør til dør i udvalgte boligområder og tilbyde at tjekke beboernes røgalarmer. Har en beboer ingen røgalarm, sætter patruljen gratis en ny op. Formålet med aktionen er at sætte fokus på brandsikkerhed i private hjem, og at røgalarmer redder liv.

- Især ældre mennesker er udsatte, når det gælder brand i hjemmet. Det skyldes bl.a., at de ofte har svært ved selv at opsætte røgalarmer - og ikke mindst at vedligeholde dem. Så hos en del af de ældre, der faktisk har en røgalarm, virker alarmen ikke, men de ældre er ikke altid selv klar over det. En røgalarm, der ikke virker, giver falsk tryghed og redder ingen liv. Derfor har vi taget initiativ til Røgalarmpatruljen, hvor unge lokale spejdere tjekker ældres røgalarmer. Og har et hjem ingen røgalarm, så er der sat én op, når Røgalarmpatruljen har været på besøg, siger Peter Hofman-Bang, overingeniør i BrandBevægelsen, og fortsætter:

- Jeg håber, at kampagnen også vil få mange andre til at tjekke, at de - og ikke mindst familiens ældre - har en virksom røgalarm i hjemmet, siger Peter Hofman-Bang, som opfordrer alle til at rengøre deres røgalarm et par gange om året ved at tørre den af med en fugtig klud og støvsuge den på ydersiden.

Før RøgalarmPatruljen går i aktion, modtager KFUM-spejderne i Hobro en indledende træning i brandsikkerhed og røgalarmer af en instruktør fra Nordjyllands Beredskab

- Hos TrygFonden arbejder vi for, at flere børn og voksne skal vide, hvordan man undgår brand, og hvad man skal gøre i tilfælde af brand. Træningen af KFUM-spejderne skal derfor både forberede dem til besøgene med RøgalarmPatruljen og give de unge en viden om brandsikkerhed, som de kan tage med sig videre i livet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Til træningen vil spejderne bl.a. lære at teste en røgalarm, skifte batteriet og opsætte en helt ny røgalarm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste