Bølge af indbrud i sommerhusområde
Ni sommerhuse i Helberskov har indenfor den seneste tid haft besøg af ubudne gæster. Alt fra fiskegrej til en brændeovn er stjålet
HELBERSKOV: En indbrudsbølge har ramt et sommerhusområde i Helberskov på østkysten.
Det gennemgående er, at sommerhusejerne opdagede indbruddet i lørdags.
Hvis nogen i området har hørt eller set noget mistænkeligt, vil politiet i Nordjylland gerne vide det.
- Nu samler vi sagerne. Måske er der fanget noget på overvågningskamera, så vi har noget at arbejde videre med, siger politiassistent Mikkel Brügmann, Nordjyllands Politi.
På Egelunden har tre huse haft ubudne gæster. Et af dem fik et køkkenvindue brudt op, og der er stjålet en motorsav, en kasse med tomme øl samt fire flasker whisky og fire flasker rødvin.
I et andet hus er hoveddøren sparket op, men der er ikke stjålet noget. I et tredje er man kommet ind ved at vride en låsecylinder ud. Der er stjålet en fladskærm.
På Strandparken er der sket fem indbrud. I et hus, hvor terrassedøren blev brudt op, er der forsvundet et 49 tommer tv af mærket Sony.
I et andet stjal man forskelligt fiskegrej.
I et tredje hus på Strandparken brød man badeværelsesvinduet op, men der er ikke overblik over, om noget er forsvundet.
I et fjerde stjal man en brændeovn.
I et femte nøjedes tyv eller tyve med at brække hoveddøren op og kigge sig omkring.
I Korsikanerskoven har et hus fået vredet låsecylinderen ud. Der er ikke stjålet noget.