Bio - nu snart med teleslynge
Bedre forhold for de hørehæmmede i Løgstør Bio på vej
LØGSTØR: Hørehæmmede kan inden længe se frem til bedre forhold i Løgstør Bio.
I forbindelse med et biografbesøg kunne Lions Club Løgstør forleden overrække Løgstør Bio en check på 10.000 kr. som tilskud til et nyt teleslynge-anlæg.
Ud over Lions Club har Løgstør Lokale Kulturråd, LOGSTOR og Probeco også ydet støtte, og dermed er der nu økonomi til, at teleslynge-anlægget kan blive installeret i løbet af den kommende uge.
Samtidig med pengeoverdragelsen fik Lions Club’ens medlemmer - med ægtefæller - fornøjelsen af at opleve forpremieren på den nye danske storfilm ”I krig og kærlighed”, der har danmarkspremiere torsdag.
Blandt biografgængerne i Løgstør var der stor begejstring for filmen, der er et historisk kærlighedsdrama, som foregår i slutningen af 1. verdenskrig og stiller spørgsmål om hvor langt du er villig til at gå for at redde dit liv, dit ægteskab og din ære.
Filmens handling går lige til hjertet, så alle skulle lige sunde sig, da lyset blev tændt, forlyder dét.