Bestsellerforfatter afholder Ladies Night i Hadsund
I foredraget - der holdes i Hadsund KulturCenter tirsdag 13. marts - tager en mand bladet fra munden og afslører de dybeste hemmeligheder om sig selv og andre mænd.
Hvad sker der bag manden? Og sker der overhovedet noget? Hvordan skal du tyde hans sms’er? Og hvorfor kan sex løse alle problemer, når samtalen er gået i stå? Bliver du gang på gang frustreret over din mands reaktioner eller har du ledt efter Mr. Right i årevis? Her er foredraget, der giver dig gode råd til, hvordan du tiltrækker en mand, forfører ham, beholder ham og kommer af med ham på en god måde.
"Kvinde, kend din mand" er et foredrag, der kommer ind på, hvorfor nogle mænd ikke tør binde sig til en kvinde, og hvorfor andre mænd frygter at blive forladt. Den røber, hvorfor alle mænd er vilde med porno og har lyst til sex med alle kvinder. Den afdækker mænds ubehag ved al for megen sniksnak og forklarer, hvorfor mænd på hele planeten har samme store glæde ved at holde sit eget lem i hånden.
Jakob Olrik - er efterhånden fast inventar i den danske underholdningsbranche, hvor han i mere end et årti, har underholdt og belært seere, lyttere og læsere om danskernes sexvaner.
De senere år har Jakob deltaget i flere tv programmer og er bl.a. kendt fra Til middag hos, Kender du Typen, samt flere andre produktioner, hvor han optræder som vært. Til daglig beskæftiger Jakob sig som forfatter, klummeskribent, debattør, sexolog og foredragsholder. I januar 2018 rammer Jakob og det populære foredrag Kvinde, kend din mand endnu engang de danske landeveje, hvor tredive byer i hele landet gæstes.
Dette er showets tiende sæson, og Jakob lover en Ladies Night udover det sædvanlige med "det bedste publikum hidtil har set", når hans mission om at lære kvinder om mænd udbredes, i en herlig blanding af humor, lærdom og underholdning.