Besøg i Skelund Kirke
Beskeden og næsten undselig ligger den der, Skelund kirke - men den er fascinerende i sin lidenhed og så bærer den på en spændende historie, som der vil blive lukket op for, når tidligere sognepræst i Skelund og Visborg, Finn Carpentier tirsdag 8. august kl. 19.00 - ifølge annoncen - viser frem og fortæller.
Aftenen vil dog have fokus på den udsmykning af kirken, som kom i stand i 1998-99 i et samarbejde mellem menighedsrådet og kunstneren Maja Lisa Engelhardt.
Den udsmykning bragte i en vis forstand en ny tid til Skelund kirke og satte Skelund på Danmarkskortet. Mangfoldige er de, der siden udsmykningen blev færdig, har besøgt Skelund kirke - iblandt de mange hendes majestæt dronning Margrethe der var i kirken fredag 27. august 1999.
Siden da er kirken blevet udstyret med to fornemme messehageler ligeledes ved kunstneren Maja Lisa Engelhardt, der selv meget gerne viser sin udsmykning frem, når mulighed er for det - senest for et hold amerikanske turister.
I dag fremtræder Skelund kirke som en perle i Østhimmerland, som altid er et besøg værd. Pudsig. Forkert. Fejlvendt, men frem for alt smuk, et samlingssted i sognet i de sidste næsten 800 år.
Efterfølgende er menighedsrådet vært ved en forfriskning.