Bamser kom til doktoren hos "Girafferne"
Den kommunale dagplejegruppe "Girafferne" havde for nylig en rigtig hyggelig "Bamse doktordag".
Alle børnene havde en bamse med, der skulle til doktoren. Der dukkede mange forskellige bamser op - bl.a. kaniner, hunde, mus og store bjørne.
Inden de kom så langt, skulle alle børnene have en hjemmebagt bamsebolle, så de var helt klar til at behandle alle de skader og sygdomme, bamserne havde pådraget sig. Det var nogle meget omsorgsfulde børn, der gik til opgaven med stor entusiasme.
Der blev lyttet til hjerter, taget temperaturer, tjekket reflekser og der blev forbundet og givet plaster på til den store guldmedalje.
Børnene gik meget op i det, og det var store beslutninger, der skulle træffes, når der skulle besluttes om plasteret skulle være med biller, løver eller bare helt almindeligt.
Da alle bamserne var blevet behandlet, gik flere af børnene rundt og viste hinanden, hvordan deres bamser havde fået forbindinger og plaster på.